Kuldsejlet havneudvidelse skal granskes
400.000 kroner.
Så meget er der sat af til en ekstern undersøgelse af sagen om udvidelsen af Aarhus Havn, som bekendt blev hældt ned ad brættet tilbage i juni.
Det skriver JP Aarhus.
Der er nu lavet et kommissorium - populært kaldet en opgavebeskrivelse - til det eksterne firma, der skal kulegrave, hvordan det kunne ske, at Planklagenævnet underkendte Aarhus kommunes planer om at udvide havnen. Bag aftalen står partierne i forligskredsen bag havne udvidelsen: S, K, V og SF.
Formålet med undersøgelsen bliver at tage ved lære af miseren, så det ikke sker igen.
JP har læst opgaveformuleringen igennem, hvori der står, at "undersøgelsen har til formål at opnå organisatorisk og ledelsesmæssig læring, så kommunen ikke igen begår procesmæssige fejl i komplekst myndighedsarbejde".
Dermed kommer man til at spejde langt efter et egentligt placeret ansvar for, at havneudvidelsen blev udsat på ubestemt tid, lyder det fra mediet. Og det møder kritik fra Henrik Arens, der er medlem af Magistratet i Aarhus Kommune for Liberal Alliance.
- Jeg har ikke meget tillid til det kommissorie, som de fire havnepartier har bestemt. Det er en bestillingsopgave, hvor resten af byrådet er blevet holdt udenfor. Det blev også tydeligt ved sidste byrådsmøde, da de konservative sagde, at de ikke ville se tilbage og finde fejl, men kun vil se fremad. Så det er 400.000 skattekroner spildt, konkluderer han.
Det er endnu ikke oplyst, hvilken ekstern virksomhed, der skal stå for undersøgelsen.
Tidsubestemt pause
Aarhus Kommune satte den omdiskuterede udvidelse af Aarhus Havn på pause tilbage i juni måned.
Forud gik flere uger med polemik, der kulminerede i slutningen af maj, hvor Planklagenævnet underkendte den lokalplan fra Aarhus Kommune, der ellers gav grønt lys til at gennemføre den 43 hektar store udvidelse af Aarhus Havn. I aftalen kunne der også tilføjes endnu en etape med en yderligere udvidelse på 36 hektar.
I følge Planklagenævnet kunne lokalplanen ikke godkendes, fordi den ikke levede op til kravene på blandt andet følgende punkter:
- Aarhus Kommune ikke har lavet en rummelighedsanalyse på kommunens samlede beholdning af arealer udlagt til erhverv.
- Aarhus Kommune ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort nødvendigheden af landindvindingen.
- Aarhus Kommunes Miljørapport ikke opfylder lovgivningens krav.
Kommunen selv argumenterede for projektets pausering ved, at et nyt rensningsanlæg, ReWater, spændte ben for den planlagte havneudvidelsen.
Udviklingen af de to projekter er kørt sideløbende, og politikerne valgte altså at sætte havneprojektet på standby, så det andet projekt kunne fortsætte, lød argumentet fra kommunen.
Kommunen skrev også, at der er brug for at genopbygge tilliden til havneudvidelsesprojektet.
Teknik- og Miljø forvaltningen i Aarhus Kommune endte med at lægge sig fladt ned og påtage sig det fulde ansvar for, at projektet havde ramt muren. Udvalget erkendte, at deres rådgivning havde været "mangelfuld".
- Vi må desværre konstatere, at vores rådgivning af Aarhus Byråd ikke har levet op til vores standarder. Vi har ikke i tilstrækkelig grad haft overblik over konsekvenserne af, at statens miljøkonsekvensvurdering blev forsinket, imens vores lokalplanarbejde fortsatte, og det har givet en række formelle mangler i vores lokalplan, lød det fra Michael Tolstrup, konstitueret forvaltningschef i Teknik og Miljø.
Op til et nyt byråd at gennemføre
Partierne i forligskredsen understreger, at det vil være op til et nyt byråd, (efter kommunalvalget i 2025, red) at beslutte at genoptage processen med at øge kapaciteten på Aarhus Havn. Forligspartierne vil i den situation invitere øvrige partier ind i forligskredsen.
- Hvis et nyt byråd ønsker det, kan vi genstarte processen, men vi skal også sikre den rette organisering i Teknik og Miljø til at løfte komplekse myndighedsopgaver. Det får vi tid til nu. Vi har besluttet en ekstern undersøgelse af det forløb, som førte frem til Planklagenævnets afgørelse, og den afventer vi resultatet af, lød det i en pressemeddelelse fra forligskredsen bag havneudvidelsen.