To Englandsbådes kapsejlads mod Esbjerg
Det var i marts 1967, hvor jeg i 9 klasse skulle ud i erhvervspraktik. Mit ønske var at komme ud at sejle, være sømand. Min klasselærer var med på ideen. Rederiet DFDS var positiv, og jeg kunne komme med 'MS England' fra Esbjerg til Harwich. Alt var ok, og dagen oprandt, hvor jeg drog mod Esbjerg på tommelfingeren.
Vel ankommet på kajen, gik jeg op ad vognrampen og ind på vogndækket. Her mødte jeg en styrmand, der spurgte, hvad jeg lavede der? Jeg forklarede situationen, hvorefter han spurgte, om jeg havde en søfartsbog. Det havde jeg ikke. Han forklarede at jeg ikke kunne komme med, før jeg havde en søfartsbog. Jeg fik at vide at jeg kunne gå over på forhyringskontoret, som lå på havnen og få udstedt en sådan. Jeg skulle bruge en lægeattest og et foto. Begge dele kunne de klare på kontoret, hvor der tilfældigvis var en læge tilstede. Lægen kiggede på mig og mente nok, at jeg så sund og rask ud. Der blev taget et foto, og så fik jeg at vide, at søfartsbogen var klar dagen efter.
Jeg kunne så tomle hjem igen. Jeg fik endelig søfartsbogen og kunne så gå ombord på skibet.
Det blev til to spændende uger, hvor jeg blev særdeles pænt behandlet. Jeg fik prøvet alle de forskellige funktioner om bord undtagen maskinrummet. Herefter var min skæbne beseglet: Jeg skulle ud igen så hurtig som mulig.
Hovmestermath på ”Kronprinsesse Ingrid”
Det kom jeg også, da min skolegang sluttede i juni måned 1967. Jeg mønstrede som hovmester-math på 'Kronprinsesse Ingrid' i fart mellem Esbjerg og Newcastle. Det var en skøn tid for en knægt som mig. For det meste et fantastisk sommervejr på Nordsøen. Tiden gik med opvask, redning af køjer og slæbe kufferter for passagererne.
Af og til var der lidt buler på vandet og dermed søsyge passagerer, der skulle gøres rent efter.
Den sommer havde rederiet netop fået leveret 'M/S Winston Churchill', som blev indsat på Esbjerg/Harwich ruten. En morgen, jeg husker ikke datoen, var vi på vej mod Esbjerg fra Newcastle. Vejret var helt fantastisk med totalt havblik.
Kollision med Winston Churchill
Vi var vel omkring Vyl Fyrskib, da vi i horisonten agterude kunne se Winston Churchill. Jeg ved i dag endnu ikke, hvad der foregik på broen, men det var tydelig, at farten blev sat på fuld kraft og måske lidt til. Vi skulle først i havn. Men lige lidt hjalp det. 'Winston Churchill' kom nærmere og nærmere.
Da vi var inde i Grådyb sejlrenden, lå skibene side om side med ganske få meter imellem sig og stadig på fuld kraft frem. Et imponerende skue var det. Alle passagerer stod på sidedækkene og kiggede på. Jeg selv stod på agterdækket og overværede kapløbet, uden at tænke på hvilken farlig og uansvarlig situation vi var ude i. 'Winston Churchill' var efterhånden kommet en halv skibslængde foran, da den drejede ind foran 'Kronprinsesse Ingrid'. Det skulle gå galt, og det gjorde det også.
Vi sejlede med et højt drøn direkte ind i siden på Winston Churchill, hvor vores anker satte sig fast. Vi blev trukket voldsomt over på siden, og passagererne faldt omkuld, skreg, og rutchede ned ad dækket. Jeg selv måtte holde fast i rælingen for ikke at falde ned ad dækket. Endelig vred ankeret sig fri af 'Winston Churchill', og 'Kronprinsesse Ingrid' rettede sig langsomt op. Begge skibe lå nu stille, for ligesom at få pusten oven på den dramatiske oplevelse, som kunne have fået katastrofale følger.
Der blev selvfølgelig en masse ballade med søforhør og retssag ud af det. Hvad det endte med, ved jeg ikke, men vi fortsatte da med at sejle de samme ruter resten af denne sommer. 'Kronprinsesse Ingrid' kom først i havn den dag.
Fra andre kilder
Tilføjet af Michael B. Clausen:
Konsekvensen for de to skibsførere blev afgjort i et lukket rum med tre fagfolk fra selskabet.
To af disse var af samme alder og erfaring som de implicerede skibsførere. Der var ingen tilskadekomne, og man lagde vægt på kaptajnernes mangeårige gode virke for selskabet, samt at de ingen erfaring havde med den sugende virkning af to tætsejlende skibe. De blev begge overført til skibsførerjobs i andre af DFDS’ skibe og blev altså ikke degraderet.
Kaptajnen på 'Winston Churchill' har selv fortalt andre om episoden og i den forbindelse sagde han: "Havde jeg kendt føreren af 'Kronprins Ingrid', var det aldrig sket. Jeg var sikker på, han ville slække op".
Det skal siges, at i Esbjerg havde kaptajnerne den aftale at Harwich skibet (i denne forbindelse 'Winston Churchill') skulle først til kaj, da dette skib skulle længst ind i havnen til Englandskajen. Skibet fra Newcastle, altså Kronprinsesse Ingrid, skulle ligge i indsejlingen til dokhavnen, og denne manøvre ville forsinke anløbet af skibet der skulle ind til Englandskajen.
Dengang var der ikke meget plads at svaje på, og Winston Churchill skulle have næsen ind i indløbet til dokhavnen hvor 'Kronprinsesse Ingrid' skulle fortøje. Derfor var det en smart aftale. Her blev søvejsreglerne ikke overholdt, men forklaringen er, at kaptajnen på Winston Churchill var sikker på, at den anden ville overholde aftalen og slække op. Det pinte ham meget, at han ikke opdagede misforståelsen i tide. Selv om der skal to til at kollidere, og det var side mod side i godt vejr, var det efter sigende kaptajnen på 'Kronprinsesse Ingrid', der var ”fandenivoldsk”.
'M/S Kronprinsesse Ingrid', som var bygget på Helsingør Værft i 1949, sejlede i 1968 sin sidste tur på Esbjerg-Newcastle ruten. Herefter blev hun solgt til et konsortium og kom på Aalborg Værft, hvor hun fik installeret sideporte.
Under navnet 'Copenhagen' sejlede hun kort København-Halmstad, men blev i 1969 solgt til det græske rederi Costa Spyrou Latsis, for hvem hun i mange år, som 'Mimika L.' sejlede Piræus - Mykonos - Patmos - Leros - Kalymnos - Kos - Rhodos. Uden tvivl en meget smuk tur forbi Sounion, gennem Kykladerne og ind i Dodekaneserne. Hun blev solgt indenfor Grækenland i flere år, og var noget af tiden lagt op, men i 1985 afsejlede hun mod Gadani Beach for ophugning, forholdsvis ung, 36 år gammel.
'M/S Winston Churchill', som var bygget i Genova i 1967, sejlede indtil 1978 som fast skib Esbjerg-Harwich efter en ombygning i 1971. Derefter mange forskellige kortere perioder, hvor hun også sejlede helt til Torshavn, til tider fra Göteborg. I nogle måneder i 1986 var hun beboelse for flygtninge i Københavns Havn.
I de følgende mange år var hun krydstogtskib til Nordkap og på Østersøen, delvist udchartret til andre. I 1996 blev hun solgt til udlandet efter en brand ”as is” og fik navnet 'Mayan Princess', men rederiet gik konkurs, og efter retstvister, blev skibet igen udbudt til salg i 2002. Hun kom dog aldrig til ære og værdighed igen, da køberne i 2003 sendte hende til Alang, hvor hun blev ophugget i 2004, 37 år gammel.
