23948sdkhjf

Minister om besparelser i Forsvaret: Handler ikke om afstraffelse

Forsvaret skal spare millioner af kroner og aflyser øvelser, men står til at få tilført milliarder

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) står foreløbig fast på, at der skal spares i Forsvaret, som samtidig står til at få tilført knap 200 milliarder kroner de kommende år.

Det skyldes dog ikke, at Forsvaret skal straffes for at have budgetteret med mere, end der er afsat penge til, lyder det under et samråd tirsdag.

- Det handler ikke om en afstraffelsesaktion. Men man bliver nødt til at have to formål for øje, siger han.

På den ene side skal økonomien holdes, for ellers ender Forsvaret med at have flere ubetalte regninger som det hul på omkring 38 milliarder kroner, pressen tidligere har afdækket.

Han nævner, at han er åben overfor at dække nogle af besparelserne, hvilket han er villig til at tage en politisk drøftelse om.

- Omvendt vil det være meget naturligt, at når vi nu har den halvårlige økonomiske status, at man også overvejer, om det giver anledning til, om der skal tages nogle initiativer i forhold til den økonomiske situation, siger han.

Forsvaret vil spare på militærøvelser, skydetræning og uddannelser, som aflyses eller skæres ned på stribe, hvilket har vakt stor frustration blandt soldaterne.

Der blev i 2023 tilrettelagt langt flere aktiviteter, end der er penge til. Det skyldes, at nogle ting sædvanligvis bliver aflyst eller medarbejdere sagde op, hvorfor budgetterne i sidste ende gik lige op.

Men nu søger flere mod forsvaret.

- For et år siden diskuterede vi meget personaleflugt, og at det ikke kunne lade sig gøre at fastholde folk. Nu er vi i den situation, at der er kommet en tilgang på 800 mennesker i militær uniform, siger ministeren.

Forsvarsministeren kalder besparelserne en "meget svær sikkerhedspolitisk situation".

- Jeg er ærgerlig over, at FKO (Forsvarskommandoen, red.) har bragt sig selv i den situation, at det er nødvendigt at aflyse øvelser og anvende en restriktiv ansættelsesøkonomi, siger han.

Berlingske har tidligere skrevet, at der var mere planlagt for omkring 500 millioner kroner, men det er uvist, hvor store besparelserne bliver.

- Det er ikke bare en engangsudgift, det er et varigt løft, som man skal være i stand til at finansiere. Der synes jeg, man skal tænke sig meget godt om i forhold til den nuværende økonomiske situation, siger ministeren.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082