Nødlidende tysk gigantværft modtager milliardstøtte
Det tyske skibsværft Meyer Werft har modtaget en økonomisk livline på 400 mio. euro fra den tyske regering og delstaten Niedersachsen.
Støtten skal sikre værftets overlevelse i kølvandet på COVID-19, Ruslands invasion af Ukraine og stigende råvarepriser.
Det skriver Offshore Energy.
Værftet indgik tidligere på året en aftale om rekonstruktion på grund af dets finansielle problemer.
Regeringen har med sin støtte overtaget cirka 80 pct. af aktierne i værftet og har dermed overtaget kontrollen i Meyers skibsværft Meyer Werft i Papenburg samt Neptun Werft i Rostock-Warnemünde, begge i det nordlige Tyskland.
Udover kapitalindsprøjtningen vil regeringen og delstaten hver især stille garantier for omkring 1 mia. uro til finansiering af værftets ordrebog.
Hjælpepakken har til formål at beskytte tusindvis af arbejdspladser hos Meyer Werft og virksomhedens underleverandører. Ifølge Der Spiegel spiller også militære hensyn ind i, at regeringen vil udspænde et redningsnet, da værftet lan blive vigtigt for fremtidens flådebyggeri.
Meyer Werft er en stor arbejdsgiver i det nordvestlige Tyskland. Det anslås, at 10.000 jobs kan forbindes til skibsværftet.