23948sdkhjf

Skadet skib med sprængfarlige russiske kemikalier er på vej mod Storebælt

Fragtskib med 20.000 tons eksplosivt ammoniumnitrat ombord og revner i skroget blev afvist af Norge og Litauen, men er nu på vej mod Storebælt

Fragtskibet 'Ruby', der ifølge det norske Sjøfartsdirektoratet er lastet med 20.000 tons sprængfarlig ammoniumnitrat, er på vej mod dansk farvand. 

Fragtskibet har kurs mod Litauen for at få repareret skader på skrog, skrue og ror efter en grundstødning, men Litauen afviser at tage imod fartøjet på grund af skibets last. Fartøjet er tidligere af samme årsag blevet afvist i Norge.

Søfartsstyrelsen bekræfter i en mail til Dagbladet Information og Danwatch, at man er opmærksom på fartøjet.

- Søfartsstyrelsen har noteret sig, at skibet MV Ruby er på vej til at passere dansk farvand. Angiveligt med henblik på reparation i Litauen. Såfremt skibet gennemsejler danske farvande, vil de danske myndigheder nøje overvåge skibets sejlads, skriver Søfartsstyrelsen til Information og Danwatch.

Ladet med ammoniumnitrat

Fartøjet befinder sig i øjeblikket ud for den norske kyst, men har meldt en rute, der går via dansk farvand gennem Østersøen til Litauen, hvor det har forventet ankomst om få døgn. 

Det fremgår blandt andet af online-tjenesten MarineTraffic.com.

Fartøjet har syv gange så meget ammoniumnitrat ombord, som forårsagede den voldsomme eksplosion i Beirut i 2020. 

Dengang var det 2.750 tons af stoffet, der eksploderede.

- Givet skibets last har Søfartsstyrelsen bedt skibets flagstat, Malta, om at informere Søfartsstyrelsen om, hvilke betingelser de som flagstat har opstillet for skibets sejlads. Flagstaten har ansvaret i forhold til at sikre, at den planlagte sejlads er tilrettelagt sikkerhedsmæssigt forsvarligt, skriver Søfartsstyrelsen til Information og Danwatch.

Fartøjet tog lasten ombord i en russisk havn, og Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker ved tænketanken Europa og tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, vurderer, at fartøjet potentielt kan indgå i en russisk hybridkrig mod Europa. 

Han har hæftet sig ved, at fartøjet blandt andet navigerede til Tromsø og derefter i flere dage lå for anker ved Andøya, hvor der ligger en strategisk vigtig NATO-base.

- Det er påfaldende og tankevækkende, hvordan 'Ruby' har sejlet rundt til strategisk vigtige steder i Nordnorge, siger Jacob Kaarsbo, der mener at det er bekymrende, at det skadede fartøj med den farlige last nu formentlig skal gennemsejle dansk farvand:

- Det kan jo gå galt. Der er ingen, der siger, at det vil gå galt, men hvis det gør, kan det blive rigtig slemt, siger han.

Grundstødning i bagagen

Ruby var i slutningen af august på vej mod Las Palmas på Mallorca efter at have taget lasten af kemikalier ombord i den russiske havn Kandalaksha, der ligger på Kolahalvøen nær Murmansk. 

Ved udsejlingen fra havnen grundstødte fartøjet ifølge den skadesrapport, som fartøjet senere indleverede til norske myndigheder. Det 183 meter lange fragtskib fik ved grundstødningen skader på skrog, ror og skrue. 

Efter grundstødningen sejlede Ruby til Tromsø i Norge, hvor det i første omgang blev tilbageholdt af de norske myndigheder og derefter afvist da myndighederne blev opmærksomme på den sprængfarlige last. 

Både norsk politi og lokale myndigheder har løbende orienteret den norske offentlighed om sagen, og der blev oprettet en sikkerhedszone på 500 meter omkring fragtskibet.

Kommunikationsdirektør Dag Inge Aarhus i det norske Sjøfartsdirektorat forklarer til Information og Danwatch, at de norske myndigheder kontrollerede skibet ved en såkaldt havnestatskontrol, der viste at der var skader på skibet, herunder revner i skroget, efter grundstødningen.

Fartøjet er ifølge skibsregistre syrisk ejet via et holdingselskab i Libanon. Registret Baltic Shipping angiver, at fartøjet er ejet af det libanesiske firma Sea Spirit Enterprise, der ifølge libanesiske virksomhedsregistre har syriske ejere.

Den litauiske premierminister Ingrida Šimonyte har kategorisk nægtet, at skibet vil få lov til at anløbe litauisk havn med lasten ombord.

- Lasten vil ikke få tilladelse til at komme ind, sagde hun torsdag under en spørgerunde i det litauiske parlament ifølge flere litauiske medier, blandt andet LRT.

I Danmark henviser Søfartsstyrelsen til den norske havnestatskontrol af fartøjet:

- Søfartsstyrelsen bemærker, at de norske myndigheder har gennemført en havnestatskontrol og på basis heraf har tilladt skibet videre sejlads, skriver Søfartsstyrelsen.

Ruby bliver indtil videre ledsaget af en hollandsk slæbebåd og af et norsk patruljefartøj.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079