23948sdkhjf

Nyt underskud truer ø-færge på eksistensen

Samsø-færgen sejler igen med røde tal. Nu foreslår kommunalpolitiker at droppe hurtigfærgen mellem Aarhus og Sælvig

Samsø Rederi, der driver færgen mellem Samsø og Hou ved Horsens, er igen ramt af røde tal.

Så røde, at medlem af kommunalbestyrelsen Peter Askjær (K) nu foreslår at nedlægge hurtigfærgen mellem Aarhus og Samsø. 

Det skriver TV2 Østjylland

Samlet set skal Samsø Kommune, der ejer færgerederiet, spare seks millioner kroner. Og det er en betragtelig del ud af et samlet kommunalt budget på 256 millioner kroner i 2025. 

I første omgang har borgmester Marcel Meijer fredet færgen og i stedet finde pengene ved at skære i øens sygepleje og hæve billetpriserne på rederiets færger.

Men den model er ikke spiselig for Peter Askjær, der vil have 'Lilleøre' helt ud af drift fra årsskiftet. 

- Den (færgen, red.) har nu sejlet i mere end fire år, og den har i år forventeligt kun få tusind flere passagerer, end den havde det første år, den sejlede. Med et årligt underskud i omegnen af 10 millioner, så er vi i en situation, hvor vi ikke tror, at den færge kan blive en fornuftig forretning, hverken isoleret set eller for øen som helhed, siger Peter Askjær til TV2 Østjylland.

Millionunderskud

Hurtigfærgen 'Lilleøre' kom i drift i 2021, men har ikke været den succes, rederiet og kommunen havde drømt om.

Sidste år præsterede rederiet et dundrende underskud - blandt andet fordi, færgen gentagne gange skulle repareres.

I følge TV2 Østjyllands opgørelse lå færgen stille hver femte dag i 2023 på grund af reparationer. 

Det koster naturligvis, og en del af underskuddet fra 2023 stammer også fra de såkaldte 'ekstraordinære poster', som bl.a. skød i vejret på grund af de mange reparationer. 

På denne post alene lød underskuddet på 11,3 millioner kroner, men det er ikke de penge, som bekymrer politikerne mest, selvom det er her det største underskud er.

En del af reparationerne kan nemlig ende med at blive finansieret af forsikringssager og garantikrav i de kommende år, da der på nuværende tidspunkt er flere igangværende forsikringssager.

Til gengæld bekymrer det både borgmesteren og Peter Askjær, at der er et underskud på indtægtssiden på 6,4 millioner kroner i forhold til budgettet.

De manglende indtægter skyldes faldende passagertal og manglende billetindtægter, og det kan være langt sværere at rette op på.

- De ekstraordinære poster vil ikke komme igen år efter år, så det, der virkelig er bekymrende på den korte bane, er udviklingen i indtægter. For det har ikke været muligt at løfte passagertallet på Lilleøre efter tre års sejlads, siger Peter Askjær.

- Det betyder, at vi samlet set ser ind i et ret stort underskud i de kommende år, lød det fra Peter Askjær tilbage i februar. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141