”The Yellow Fleet” i Suez-kanalen
Den uendelige konflikt mellem Israel og arabiske folk er grum lige nu.
Den har pågået lige siden Israels dannelse, men den har ændret karakter. Uanset at man kan mene, at Israels fremfærd i Gaza er meget skånselsløs overfor civilbefolkningen, blev alle krigene startet af dem, der ville udslette Israel. For mange år siden var det nabostaterne, men i mellemtiden er der jo sluttet fred med både Ægypten og Jordan.
For år tilbage var billedet et andet. Der havde været angreb fra forskellig sider, og Ægypten under præsident Nasser tog i 1967 skridt, der måtte anses som en forberedelse til angreb. Det fik Israel til at foretage et overraskelsesangreb på landets luftvåben, som blev sat ud af kraft. Det hele eskalerede, men varede kun seks dage – deraf navnet Seksdageskrigen – og endte med våbenhvile, hvor Israel kontrollerede østsiden af kanalen og Ægypten vestsiden.
Ægypten lukkede kanalen for al trafik, efter i tiden op til krigen at have udelukket israelske skibe samt blokeret adgangen til Eilat. De sænkede endda gamle skibe for at blokere ethvert forsøg på sejlads. Den 5. juni var en nordgående konvoj på 14 skibe på vej igennem, og det er disse skibe og deres besætninger, historien handler om.
Der var ingen danske men to svenske, to tyske, fire britiske, to polske, et fransk, et tjekkisk, et bulgarsk og endelige et amerikansk. Navne, størrelse, reder og last (ikke udtømmende) ses på listen.
Sammenhold og OL
De opankrede i Great Bitter Lake, og situationen forblev længe uafklaret. Ægypten ville ikke frigive skibene, og der gik en rum tid, før besætningerne fik lov at rejse hjem. Det var dog rederiernes håb, at skibene inden alt for længe ville få lov at sejle ud, så der blev sendt nye minimums-besætninger dertil for at holde dem vedlige og sejlklare, når det skete. Det gjorde det bare ikke, og der var igennem de syv år mange udskiftninger. Ca. 1000 mennesker var omkring skibene.
Proviant var et potentielt problem, men skibene havde været i Østen og Australien, og der var nyttige ting i lasten derfra. Der var frosne kæmperejer fra Vietnam, oksekød og frugtkonserves fra Australien samt the fra Indien, og skibene ”poolede” både deres proviant og det, der var spiseligt fra lasten, som jo blev erklæret ”total loss”.
Senere blev der selvsagt også åbnet for nye leverancer til besætningerne. De to tyske skibe var f.eks. dem, der stod for forsyningen af øl, som blev leveret af deres rederier, Hamburg-Amerika Linien (senere Hapag-Lloyd) og Nordstern Reederei. Der var stor risiko for ’’støv i halsen’’, og navnet ”Yellow Fleet” skyldes jo også, at skibene blev gule af Saharas sand.
For at fremme det sociale liv og undgå at besætningerne fik ”ø(rken)-kuller” blev skibene også lagt på siden af hinanden i mindre grupper. En af grupperne ses på billedet. Der var som sagt arbejde, der skulle udføres, men da temperaturen ofte nåede 50 grader – mens det kunne være ganske koldt om vinteren – reducerede man arbejdstiden fra otte til seks timer om dagen. Det gav 18 timers fritid – og mindst 10 timers ”idle time”, men den tid forstod man efterhånden at få noget godt ud af, så det ikke endte med druk og lediggang.
For at skabe en slags fællesskabsfølelse dannedes ”The Great Bitter Lake Association” (GBLA). Det blev en hel lille nation, endda med egne frimærker, som dog ikke var anerkendte af postvæsenet, men der er eksempler på breve, som nåede frem uden ægyptiske frimærker.
Hvert skib fik en speciel mission. Et af de britiske skibe blev lavet til fodboldbane, og der blev spændt net udover et område på dækket, så bolden holdt sig ombord. Polske 'Djakarta' blev postkontoret samt nationens hospital, da man havde en læge ombord.
Tyske 'Nordwind' blev kirkeskib, og der blev holdt gudstjeneste ind imellem. Der blev naturligvis også dyrket vandsport, og i 1968, under De Olympiske Lege i Mexico City, blev der afholdt ”Bitter Lake Mini-Olympics” omfattende 14 sportsgrene, og der blev uddelt medaljer fremstillet af bly.
Befolkningen skrumper
Efterhånden som udsigten til frigivelse af skibene blev mindre, svandt befolkningstallet ind. I juni 1969 – to år efter indespærringen – var der ca. 200 ombord, men efterhånden var der kun 50.
Det var ikke uden risiko at ligge der i et stadigt konfliktfyldt område, og seks år efter Seksdagskrigen, var der regulær krig igen. Den 6. oktober 1973 indledte de arabiske naboer et overraskelsesangreb på Israel, både gennem Golan-højderne i Syrien og ind i Sinai, henover våbenhvile-linjen fra 1967.
Det var Yom Kippur-krigen – den blev startet på den helligste dag i jødernes kalender, Forsoningsdagen, men varede kun i 20 dage. Gamle amerikanske 'African Glen' fra 1947 blev ramt af et vildfarent missil og sank, men uden tab af menneskeliv.
Selv om Israel endte med at slå angrebene tilbage, førte de dog til fremskridt mellem parterne, og i 1974 kom der endelig en aftale om at genåbne Suez-kanalen. Den noget større statsmand, Anwar Saddat var i mellemtiden blevet præsident i Ægypten. På det tidspunkt var de fleste af skibene dog i usødygtig stand – undtagen de to tyske, som kunne sejle derfra for egen kraft. 'Ordnung muss sein,' 'Münsterland' og 'Nordwind' fik heltemodtagelser hjemme i Hamburg, hvor 30.000 mennesker stod ved kajerne og hyldede dem.
'Münsterland' holder rekorden for den længste rejse i historien (bortset fra Odysseus’) med otte år, tre måneder og fem dage. Hun og 'Nordwind' havde i øvrigt laster ombord, som var steget voldsomt i værdi.
Nye eventyr
Jeg har et vist personligt forhold til enkelte af skibene. I 1974 mønstrede jeg ud for første gang for det svenske rederi, Transatlantic, som var ejer af 'Killara'. Hun var et af de 12 ”Skandia-skibe”, der blev bygget i 1966-67, hvor rederierne Transatlantic, Broströms og W. Wilhelmsen hver fik fire. Killara var helt ny, vist på rejsen efter jomfrurejsen på rederiets Australien-New Zealand-rute.
Efter frigivelsen i 1974 blev hun af kaskoforsikringen, hvorfra rederiet jo for længst havde fået udbetalt summen, solgt til Hellenic Lines og fik navnet 'Hellenic Seaman.
Det andet svenske skib, 'Nippon, var også ret nyt – et fint skib, som var bygget som Broströms skoleskib med trænings-styrehus under den egentlig kommandobro. Hun blev ligeledes købt af Hellenic Lines og omdøbt til 'Hellenic Patriot'. På en af mine tre rejser med Transatlantics 'Hallaren' på Sydafrika-ruten i 1975/6 lå vi lige foran hende i Beira i Mozambique.
Tyske 'Münsterland', som var lidt ældre, bygget i 1960, sejlede videre for Hapag-Lloyd indtil 1979, hvor hun blev solgt til et græsk rederi, som ændrede navnet til 'Munsterlandes' (uden umlaut). Hun blev taget på langtids-charter af Torm Lines – som satte hende ind på Middelhavslinjen. Her sejlede hun i et par år sammen med 'Torm Jessie', som havde været ØKs ”Ayuthia”, før hun blev solgt til et græsk rederi. Jeg blev ansat i linjekontrol hos Torm Lines i 1981.
Nu om dage har vi jo set, hvilke enorme konsekvenser en blokering af Suez-kanalen kan have for verdenshandelen, fragtpriser osv., da Evergreen’s 'Ever Given' lagde sig på tværs i 2021. Et skib, som på størrelsen har erstattet ca. 20 af de her nævnte typer og gjort søtransport meget mere effektivt, men også mere sårbar - og sømandslivet noget mindre charmerende.
Der findes på YouTube en fantastisk video med gamle optagelser og interviews med nogle af de nu gamle søfolk: Skriv Suez: The Yellow Fleet trapped…. i søgefeltet.
