USA sender missilbevæbnet ubåd og hangarskib til Mellemøsten
USA har sendt den missilbevæbnede ubåd "USS Georgia" til Mellemøsten. Landet har desuden beordret hangarskibet "USS Abraham Lincoln", der allerede har kurs mod regionen, til at sætte farten op.
Det har USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, ifølge Reuters søndag aften fortalt Yoav Gallant, som er forsvarsminister i Israel, i et telefonopkald.
Det skriver det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen lyder det, at "USS Georgia" er blevet sendt afsted til USA's Centrale Kommandoenhed.
Det er den amerikanske kommandoenhed, som dækker blandt andet Mellemøsten og dele af Afrika.
De seneste uger har rygterne svirret om, hvordan Iran har tænkt sig at reagere på, at Ismail Haniyeh, den politiske leder af den palæstinensiske bevægelse Hamas, blev likvideret i dets hovedstad, Teheran.
Israel er i krig med Hamas i Gazastriben, men har ikke taget skylden for likvideringen i Teheran.
Forholdet mellem Israel og Iran er desuden blevet yderligere anspændt, efter at Fuad Shukr, den øverstbefalende i den shiamuslimske milits Hizbollah, blev likvideret i Libanons hovedstad, Beirut.
Hizbollah er allieret med Iran og får både finansiel og operationel støtte fra Irans Revolutionsgarde.
Iran og Israel var allierede frem til 1979, hvor præstestyret tog magten i Iran og erklærede Israel for dets ærkefjende.
I dag modarbejder Iran Israel i Mellemøsten blandt andet ved at finansiere og støtte en række grupper, som modarbejder Israel.
Ud over Hizbollah gælder det blandt andet Hamas, som har magten i Gazastriben, og houthibevægelsen, som sidder på magten i stort set hele Yemen.
Det er sjældent, at Iran og Israel begår angreb mod hinanden. Det skete dog i april i år, hvor Iran sendte et stort antal droner afsted mod Israel.
Én person mistede livet, mens adskillige fik mindre kvæstelser.
Ifølge Iran var droneangrebet et modsvar på et angreb, som kort tid forinden ramte det iranske konsulat i Syriens hovedstad, Damaskus.
Iran beskylder Israel for at have udført angrebet, som kostede flere medlemmer af den iranske revolutionsgarde livet.