23948sdkhjf

Disse otte havne skal være rygraden i Mærsks fremtidige netværk

Otte havne bliver knudepunkter i Mærsks fremtidige netværk og kommer til at spille en vigtig rolle i rederiets samarbejde med konkurrenten Hapag-Lloyd

APM Terminals har udpeget otte havne til at spille en nøglerolle i Mærsks fremtidige netværk.

Det fremgår af informationer på APM Terminals hjemmeside.

De otte havne skal fungere som de vigtigste knudepunkter, som er forbundet med hovedlinjerne i netværket. Fra knudepunkterne vil Mærsk i fremtiden servicere alle andre regionale havne med feedertrafik. Den opbygning skal sikre en gnidningsfri, effektiv og pålidelig godstransport

Inspirationen er hentet fra pakkelogistikken, som ofte opererer med netværk, som er opbygget omkring store logistikcentre, hvor godset transporteres mellem centrene og distribueres herfra ud til kunderne.

Her er de otte havne

  • APM Terminals Maasvlakte II i Rotterdam - Holland
  • North Sea Terminal Bremerhaven -Tyskland
  • APM Terminals Algeciras  - Spanien
  • APM Terminals Tangier  - Marokko
  • Medport Tangier - Marokko
  • Suez Canal Container Terminal i Port Said - Egypten
  • Port of Salalah - Oman
  • Port of Tanjung Pelepas - Malaysia

Kilde: APM Terminals

Digitale tvillinger

Præcis som inden for pakkelogistikken, kræver Mærsks nye opbygning, at logistikken i de kommende knudepunkter er optimeret til det yderste. Ellers ender godset med at hobe sig op og skabe forsinkelser i hele netværket.

Derfor har Mærsk investeret massivt i de otte havne, og ifølge rederiet selv er det lykkedes at hæve kapaciteten med 30 pct.

Det er blandt andet sket ved at tage ny teknologi i brug. Eksempelvis har APM Terminals installeret tusindvis af sensorer på deres containere og udstyr. På den måde kan de fysiske aktiviteter visualiseres som en digital tvilling og overvåges i realtid. Det gør det lettere at opdage driftsafvigelser og forhindre afbrydelser af operationerne.

APM Terminals bruger også en række digitale værktøjer til planlægning af kajpladser, for på den måde at kunne teste forskellige processer og layouts. Dermed får Mærsk mulighed for at vælge den mest effektive.

Essentielt for Gemini

De otte nye knudepunkter er en essentiel brik i rederiets kommende Gemini-samarbejde med konkurrenten Hapag-Lloyd.

Her sigter de to rederier efter at opnå en leveringssikkerhed på 90 pct., når netværket er fuldt udbygget, og det skal de otte havne være med til at sikre.

Gemini-samarbejdet træder i kraft i 2025, når Mærsks nuværende partnerskab med rederiet MSC udløber. Tilsammen vil Hapag-Lloyd og Mærsk råde over en fælles flåde på 290 skibe med en samlet kapacitet på 3,4 millioner containere. Mærsk vil stå for 60 procent af kapaciteten i netværket og Hapag-Lloyd for 40 procent.

Mærsk og Hapag-Lloyds Gemini-samarbejde 

  • Fra februar 2025 indleder Mærsk og konkurrenten Hapag-Lloyd et operationelt samarbejde, Gemini 
  • Samarbejdet omfatter ca. 290 skibe med en samlet kapacitet på 3,4 mio. tyvefods-containere, teu
  • Mærsk bidrager med 60 pct. og Hapag-Lloyd med 40 pct. af de 3,4 mio. teu 
  • Mærsk og Hapag-Lloyd har sat et mål om 90 procents punktlighed, når netværket er fuldt indfaset.
  • Parterne vil sammen operere syv globale hovedlinjer
  • De syv hovedruter supplerer de med et globalt netværk af 26 feeder-services fra egne og/eller kontrollerede omlastnings-hubs
  • Feeder-netværket skal forbinde knudepunkter og havne med 'pendulsejlads'
  • Samarbejdet blev annonceret den 17. januar 2024

Kilde: Mærsk

Læs mere om Gemini-samarbejdet:

Mærsk sløjfer den direkte rute mellem Asien og Aarhus Havn

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094