Hirtshals Havn et skridt tættere på underjordisk CO2-motorvej
Hirtshals Havn er kommet ét skridt tættere på drømmen om at blive CO2 hub.
Wintershall Dea og Ineos, som er partnere i Greenport Scandinavia-konsortiet som havnen også er medlem af, er blevet tildelt retten til at undersøge mulighederne for lagring af CO2 i undergrunden ved Gassum, som ligger mellem Randers og Hobro.
På baggrund af disse undersøgelser vurderes det, om der kan lagres CO2 i undergrunden.
Tildelingen af Gassum-licensen fremmer ikke alene Greenport Scandinavias vision men understøtter også relevansen for udvidelsen af Hirtshals Havn Per Holm Nørgaard, CEO, Hirtshals Havn
Sideløbende arbejdes der med planlægning af en rørledning til transport af CO2 mellem Hirtshals Havn og Gassum.
Hirtshals Havn drømmer om at blive central i ind- og udskibning af CO2, og etableres som knudepunkt med faciliteter til mellemlagring for CO2 på vej mod lagre i undergrunden såvel til lands som til vands.
Der skal allerede fra 2026 lagres CO2 i Greensand-området i den danske del af Nordsøen med udskibning fra Hirtshals. Med lagring på land under Gassum forventes der således mulighed for at lagre to steder med Hirtshals Havn som hub.
- Tildelingen af Gassum-licensen fremmer ikke alene Greenport Scandinavias vision men understøtter også relevansen for udvidelsen af Hirtshals Havn. Med denne nye licens kan vi nu integrere både udskibning og indskibning af CO2 i projektet, hvilket markant øger vores samlede kapacitet. At have to lagringssteder betyder, at vi kan håndtere langt større mængder CO2, hvilket er fantastisk spændende, siger Hirtshals Havns CEO Per Holm Nørgaard.
Dialog med de store
Hirtshals Havn ligger godt i forhold til at modtage CO2 fra både Tyskland, Sverige, Norge og de baltiske lande, som ikke selv kan lagre i undergrunden.
Dialogen er allerede nu i gang med mange store CO2-udledere, som har behov for lagring af CO2 i de kommende år og ser Hirtshals Havn som en rigtig god mellemstation før sikker, permanent lagring af CO2 i undergrunden.
Tyskland har i maj 2024 lanceret en ny CCS-strategi og ser Danmark og Greenport Scandinavia-projektet som en vigtig brik i at få lagret CO2 fra den tyske industri. I Tyskland er der årligt omkring 80 mio. tons CO2, som skal lagres, og her kan Greensand og evt. Gassum bringes i spil.
Partnerskabet bag Greenport Scandinavia blev lanceret i december 2022. I december 2023 tildelte Europa-Kommissionens Fonden for Retfærdig Omstilling 109 mio. DKK til udvikling af Greenport Scandinavia, herunder tilskud til etablering et mellemlager på Hirtshals Havn, som skal stå klar i 2026.