23948sdkhjf

Nye tal: Tabte containere slog bundrekord i 2023

Der er tale om det laveste antal, siden de første opgørelser for 16 år siden

Containerrederier kan prale af at have slået bundrekord i antallet af tabte containere, viser nye tal fra lobbyorganisationen World Shipping Council.

Af alle de 250 millioner fragtede containere sidste år røg 221 af dem over bord ifølge WSC’s tal. Det er det laveste tal siden organisationen begyndte at opgøre tabte containere i 2008.

I 2022 lød tallet på 661 containere, mens tallet 2021 var lidt over 2.000.

Tallene svinger markant år for år, for en enkelt ulykke kan sende mange hundreder containere i bølgerne. Og sidste år var der, trods ellers meget omtalte 46 tabte containere i dansk farvand, ingen større hændelser med løbske containere.

- Reduktionen af ​​containere tabt til søs i 2023 er en positiv udvikling, men det mindsker ikke, hvor meget det haster med vores arbejde. Hver container tabt på havet repræsenterer en potentiel fare, udtaler John Butler, adm. direktør for World Shipping Council.

Tallene fra WSC er nogle, organisationen indhenter hos rederierne. Organisationen melder ikke noget om, hvor stort et mørketal, statistikken eventuelt gemmer på.

De nye tal kommer, kort efter at IMO's Maritime Safety Committee forleden vedtog nye regler, som fra 2026 pålægger kaptajnen straks at indberette, hvis containere falder over bord.  De nye regler betyder, at kaptajner også skal indberette, når de observerer drivende containere.

Efter at have modtaget informationen er det flagstatens ansvar at videregive oplysningerne til IMO via et nyt modul i Global Integrated Shipping Information System (GISIS).

Sidste år kom tabte containere på danskeres læber, da 'Mayview Maersk' tabte 46 containere i Vesterhavet ud for kysterne mellem Bulbjerg og Svinkløv.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094