23948sdkhjf

57 skibe deltog i oprydning: Nu genåbner Baltimores sejlrende

18 pramme, 22 slæbebåde, 13 flydekraner og fire andre specialfartøjer har taget del i det månedlange arbejde 

Baltimore Havns sejlrende er nu helt genåbnet for skibstrafikken.

Det oplyser den amerikanske hærs ingeniørkorps i Baltimore i en pressemeddelelse.

Indsejlingen til havnen har været mere eller mindre blokeret, siden containerskibet 'Dali' påsejlede broen i marts og fik den til at styrte sammen.

Siden er der blevet fjernet i alt 50.000 ton stål, beton og asfalt fra den kollapsede bro i Patapsco-floden. Sidste uge blev den sidste store vragdel fjernet fra vandet. Og nu er den oprindelige godt 200 meter og 15 meter dybe sejlrende, Fort McHenry Federal Channel, igen sikker, oplyser ingeniørtropperne.

 - Vi er stolte af den samlede indsats, der fuldt ud genåbnede Federal Channel for havneoperationer, siger generalløjtnant Scott Spellmon fra US Army Corps of Engineers Baltimore i meddelelsen. 

I alt har 1.587 personer deltaget i oprydningen, som krævede 18 pramme, 22 slæbebåde, 13 flydende kraner, 10 gravemaskiner og fire andre specialfartøjer.

Vigtig for bilindustri

De mange tons vraggods er blevet transporteret til et oplagringsområde på landtangen Sparrows Point, umiddelbart øst for oprydningsarbejdet.

Containerskibet, 'Dali', der i marts sejlede ind i Key-broen, var ejet af firmaet Grace Ocean Private og chartret af Mærsk, da påsejlingen skete. Det var på vej ud af havnen i Baltimore og skulle til Colombo i Sri Lanka.

Otte personer faldt i vandet under ulykken. Seks af dem mistede livet. De var alle bygningsarbejdere, som var ved at reparere huller i vejbanen på broen. Otte uger efter blev 'Dali' frigjort fra den sammenstyrtede bro ved hjælp af sprængladninger og sejlet væk.

Midlertidigt oprettede sejlrender har i mellemtiden gjort det muligt, at få enkelte fartøjer ind og ud af havnen. 

Havnen i Baltimore tæller blandt andet en mellemstor containerterminal, drevet af Ports America Chesapeake, samt en meget stor ro-ro-terminal, som sidste år håndterede næsten 850.000 biler og varevogne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079