Blå charmeoffensiv får vokseværk med milliondonation fra A.P. Møller Fonden
Unge mellem 12 og 25 år i otte danske kommuner får nu mulighed for at opleve det maritime liv på tætteste hold.
Det sker med en donation på otte mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til Ungdomsskoleforeningens projekt ”UngHavn” i kommunerne Roskilde, Faaborg Midtfyn, Middelfart, Svendborg, Guldborgssund, Helsingør, Holbæk og Jammerbugt.
Det skriver fonden og Ungdomsskoleforeningen i hver deres meddelelser.
"UngHavn" startede i Holbæk som et lokalt initiativ søsat af UngHolbæk, Nationalmuseet og Kystliv Holbæk.
Projektet har ifølge Ungdomsskoleforeningen været en stor succes og vist unge mellem 13 og 17 år, hvad det maritime miljø kan tilbyde af nye personlige udviklingsmuligheder.
Nu sikrer fondsdonationen, at projektet udvides til syv yderligere kommuner, ligesom målgruppen udvides til unge på mellem 12 og 24 år.
Programleder i Ungdomsskoleforeningen, Jimmi Mørup Nielsen, er meget glad for donationen og ser frem til, at flere unge og havne kan få glæde af "UngHavn".
Han understreger, at projektet er åbent for alle unge mellem 12 og 25 år uanset deres baggrund eller udfordringer.
Aktiviteterne i "UngHavn" omfatter både praktiske sejladser og indendørs aktiviteter som skibsmodelbygning, når vinteren sætter ind. Målet er at styrke samarbejde og tillid blandt de unge gennem fælles praktiske opgaver.
Projektet forventes at tiltrække op mod 3.650 deltagere på landsplan. Det starter allerede denne sommer og løber frem til 2027.