DFDS sælger Oslo-ruten til svenskere
DFDS har i dag indgået en aftale om at sælge færgeruten Oslo-Frederikshavn-København (OFC) til Gotlandsbolaget. Salget omfatter de to færger, der er indsat på ruten, og terminal- og havneaftaler.
Salgsprisen beløber sig til 400 millioner DKK, oplyser DFDS i en pressemeddelelse mandag formiddag.
Herudover flytter lige over 800 medarbejdere beskæftiget i rutedriften og støttefunktioner til den nye ejer. Omkring 700.000 passagerer benytter sig af ruten hvert år. I følge Ritzau omsatte ruten for 900 millioner kroner i 2023. Det svarer til tre procent af DFDS' samlede omsætning.
Det har været en svær beslutning, lyder det fra CEO i DFDS Torben Carlsen.
- Ruten er en del af vores historie og arv, og det er med tungt hjerte, at vi har fundet et nyt hjem til ruten og skal sige farvel til mange værdsatte kolleger. Vi har fundet, at dette er den bedste vej frem for alle, siger han i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
- DFDS er vokset og har udviklet sig markant igennem årene, og ruten fortjener en ejer med cruise-oplevelser som en central del af deres strategi fremadrettet. Det er vi glade for at have fundet hos Gotlandsbolaget, siger Torben Carlsen, CEO i DFDS.
Fra den nye svenske ejer lyder det, at opkøbet rimer godt på deres forretning.
- Vi ser et stort potentiale i denne forretning. Ruten perfomer godt i dag, og sammen med vores nye kolleger vil vi arbejde for både at sikre kontinuitet og at udvikle produktet. Dette er endnu et skridt i vores strategiske retning for at udvide inden for passagerområdet siger Håkan Johansson, CEO i Gotlandsbolaget.
Strategisk frasalg
Fra DFDS lyder det, at frasalget er del af et strategisk fokus.
Ved at sælge ruten fra, vil DFDS’ færgetransportnetværk vil herefter bestå af rene fragtruter i Middelhavsområdet og i Nordsøen, samt kombinerede fragt- og passagerruter på Østersøen, mellem Holland og Storbritannien, på den Engelske Kanal og i Gibraltarstrædet.
Færgetransportnetværket suppleres af DFDS’ europæiske vej- og jernbanenetværk og logistik-services.
- Vi tror på, at det er den rigtige beslutning, og det rigtige tidspunkt for både ruten og DFDS. Fremadrettet vil vi fokusere på vores kerneforretning inden for fragt, logistik og transport af passagerer, alt imens vi fortsætter med at eksekvere på vores 2030-strategi og indfri potentialet i vores transportnetværk, siger Torben Carlsen.
De to færger – 'Crown Seaways' og 'Pearl Seaways' – skifter ikke flagstat i forbindelse med frasalget, og der planlægges ingen afskedigelser i forbindelse med at ruten overføres, understreger DFDS i pressemeddelelsen.
Når frasalget er gennemført, vil DFDS have 21 danskflagede skibe med 1.100 søfarende. Derudover har DFDS mere end 1.000 landbaserede ansatte på tværs af mere end 10 kontorer, terminaler og logistiklokationer i Danmark. Efter frasalget har DFDS i alt 13.200 fuldtidsansatte.
Handlen forventes afsluttet i oktober i år.
Transaktionens gennemførelse er underlagt sædvanlige lukkebetingelser, men ikke underlagt myndighedsgodkendelser.