Express 5 ramte kajen i Ystad
Kollision med kajen i Ystad i Sverige lørdag satte personalet i gang med at reparere færgen, der for alvor kommer på overarbejde i forbindelse med Folkemødet, som starter torsdag formiddag.
Det skulle den dog nå at blive klar til, lyder meldingen fra rederiet ifølge TV 2/Bornholm.
Under anløbet i Ystad lørdag aften rev færgen sig tilsyneladende fri og sejlede direkte over i den modsatte kaj, som den ramte med et hørligt brag.
Det lykkedes besætningen at få skibet på plads i lejet igen. Efter noget tid blev en båd sat i vandet for at inspicere skaderne på fronten af færgen.
Rederiets kommunikationschef, Jesper Maack, har til regionalmediet forklaret, hvad der rent teknisk gik galt.
- Under anløbet slap det såkaldte tension-spil i stævnen, samtidig med at der kom vind, der pressede "Express 5" ud af lejet, siger Jesper Maack.
Både svenske og danske søfartsmyndigheder er underrettet om hændelsen.
Rederiet forventer færgen færdigrepareret, så den kan sejle igen 06.30 søndag morgen.
Ruten sejler mellem Rønne og Ystad.