23948sdkhjf

Her er den nye formand for Hirtshals Havn

Cementdirektør blev valgt af en enig bestyrelse

Michael Lundgaard Thomsen er ny formand for Hirtshals Havn.

Det blev enstemmigt vedtaget torsdag morgen på et møde, hvor bestyrelsen konstituerede sig.

Thomsen erstatter Anker Laden-Andersen, der har været havnens formand siden 2014 og siddet i bestyrelsen siden 2001. Før årsskiftet meddelte han, at han ønskede at trække sig i løbet af foråret 2024. Nu er hans afløser altså fundet.

Det blev indstillet på et byrådsmøde i Hjørring Kommune i slutningen af maj, at Michael Lundgaard Thomsen skulle indtræde i bestyrelsen på én af de fire pladser, der besættes uden om byrådskredsen. Torsdag skulle den nye bestyrelse holde møde og finde ny formand, og valget faldt altså på gruppens nyeste medlem.

Michael Lundgaard Thomsen er til daglig direktør for cementproducenten Aalborg Portland. 

Han har tidligere været direktør i Siemens Flow Instruments, fabrikschef for Linak samt produktionsdirektør for Danfoss.

I 2019 blev han udpeget som formand for regeringens klimapartnerskab for energitung industri.

Fokus på CO2

Og den nye formand får antageligt travlt. 

Hirtshals Havn har inden for de sidste år udviklet sig fra at beskæftige sig med traditionel havnedrift til at være en industriel platform, der arbejder med en række, store projekter, herunder bl.a. udvidelse af havnen, produktion af vedvarende energi samt fangst, lagring og udskibning af CO2.

- Hirtshals Havn gør det allerede rigtig godt og har en sund økonomi. Jeg er overbevist om, at havnen fortsat kommer til at spille en stor rolle inden for havnens eksisterende kerneområder, men også inden for produktion, lagring og udskibning af CO2, hvor jeg ser Hirtshals Havn som et helt centralt udskibningssted. Min vigtigste opgave er at sørge for, at vi har en strategi, der er robust – både økonomisk og i forhold til den grønne omstilling, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Da Aalborg Portland selv driver en havn i Aalborg og har terminaler i blandt andet København, Aarhus og Kolding, har han et godt kendskab til havnedrift. 

Dertil kommer, at han også har været formand for det regionale vækstteam for Nordjylland, hvor han var med til at pege på CCUS, altså fangst, lagring og anvendelse af CO2, som omdrejningspunkt for det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2Vision.

- På baggrund af den erfaring jeg har, er det et spændende skridt for mig at være formand for Hirtshals Havn, som skal være et vigtigt knudepunkt for lagring og udskibning af CO2.

Jeg mener, at Hirtshals Havn står i en gunstig position, og en af de vigtigste opgaver bliver at få etableret infrastruktur til transport og lagring af CO2, brint og gas, siger Michael Lundgaard Thomsen.

En stor kapacitet

Næstformand i havnens bestyrelse, borgmester Søren Smalbro fra Hjørring Kommune, er heller ikke i tvivl om, at bestyrelsen har ramt plet med valget af Michael Lundgaard Thomsen.

- Der er ingen tvivl om, at han på grund af sin omfattende erfaring og viden er en stor kapacitet, som kan bidrage meget positivt til den udvikling, vi allerede har sat i gang. Ikke mindst når det gælder vores samarbejde i regi af Greenport Scandinavia, hvor vi sammen med vores partnere har store ambitioner, når det gælder fangst, lagring og udskibning af CO2, siger Søren Smalbro.

CEO Per Holm Nørgaard fra Hirtshals Havn glæder sig også til at samarbejde med Michael Lundgaard Thomsen.

- Hirtshals Havn er i rivende udvikling. Udover CCUS-projektet er vi blandt andet i dialog med virksomheder og konsortier om opstilling af nye vindmøller på havnen, og vi arbejder med planlægning af den kommende havneudvidelse, så vi har taget hul på mange nye initiativer, hvor vi helt sikkert får stor glæde af den ekspertise, som Michael Lundgaard Thomsen er i besiddelse af, siger Per Holm Nørgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096