Sveriges største bilhavn jagter ny terminaloperatør
Der skal nye kræfter til for at laste og losse biler i Sveriges største bilhavn, Göteborg Havn.
Havnen er således netop gået på jagt efter en ny operatør af havnens bilterminal, fordi den eksisterende kontakt med Logent Ports and Terminals, som har drevet terminalen siden 2011, udløber i 2026.
- Vi ser en stor interesse indtil videre og håber, at så mange kompetente operatører som muligt vil springe på muligheden. Der er faktisk et stort markedspotentiale. I dag har havnen omkring 36 % af det svenske køretøjsmarked, og vi er ivrige efter at arbejde sammen med den fremtidige operatør for at øge det antal, siger Magnus Nordfeldt, chef for Business Area Cargo hos Göteborgs Havnevæsen i en pressemeddelelse.
Havnen uddyber ikke, hvorfor kontrakten med Logent Ports and Terminals ikke forlænges.
Ifølge konkurrencedokumenterne har den kommende koncession en kontraktperiode på mindst syv år. Havnen mener selv, at kontrakten vil være cirka 10 mio. euro, knap 75 mio. kr., værd pr. år.
Göteborg Havns 240.000 kvm store bilterminal håndterer årligt godt 260.000 køretøjer.