Se billederne: Oprydning fortsætter efter brokollaps
Arbejdet med at fjerne de sammenstyrtede dele af Francis Scott Key Bridge i Baltimore fortsætter, her ni uger efter at containerskibet 'Dali' kolliderede med broen og forårsagede dens kollaps.
Især går arbejdet på at få genskabt den oprindelige over 200 meter brede sejlrende ind til havnen. Hidtil har der været etableret erstatningssejlrender for at skibe i havnen kunne sejle bort.
- Vi tager ikke vores fod fra gassen, siger oberst Estee S. Pinchasin fra den amerikanske hærs ingeniørkorps i Baltimore i en pressemeddelelse.
- Vi skubber frem så hurtigt og sikkert som muligt for at nå 700 fod og sikrer, at vi fjerner alle vragdele for at forhindre enhver påvirkning af fremtidig navigation, siger han.
As our 50-foot depth, 24-hour availability limited access channel...
For at genoprette sejlrenden fortsætter ingeniørkorpset med at skære den kollapsede bro i sektioner og løfte dem væk. Sidste uge blev containerskibet sejlet bort, efter det med kontrollerede sprængladninger var blevet frigjort fra den kollapsede bro.
Det singaporiansk-flagede skib 'Dali' mistede natten til den 26. marts kontrollen og sejlede ind i Francis Scott Key Bridge.
Kollisionen sendte store dele af broen i Patapsco-floden, blokerede skibstrafikken og dræbte seks arbejdere, som befandt sig på den.
FBI har siden da igangsat en undersøgelse af kollisionen. Tidligere på ugen afslørede foreløbige undersøgelser, at skibet oplevede flere black outs, inden det ramte broen.