Pensionsselskaber har mod på investeringer i nye krigsskibe
Vil Danmark bygge Forsvarets nye krigsskibe fra bunden, kommer det til at koste milliarder.
Foreløbig har regeringen afsat en ramme på op til 40 mia. kr. til en stor flådefornyelsesplan de kommende 20-25 år.
Tirsdag præsenterede Nationalt Partnerskab for det maritime område en stor rapport om, hvordan Danmark igen kan bygge flådefartøjer og krigsskibe på danske værfter med milliardinvesteringer i ryggen fra bl.a. de danske pensionsskaber.
Og ifølge TV2 er to af landets største pensionskasser, PFA og PensionDanmark, åbne over for muligheden:
- Så længe det kan gå hånd i hånd med et godt afkast, ser vi positivt på det. Det er et væsentligt nyt område, som regeringen rækker hånden ud på, så vi vil kigge på det, siger Rasmus Bessing, chef for bæredygtighed og investeringer i PFA til TV2 Nord.
Også PensionDanmark er interesseret i muligheden. Det skriver viceadministrerende direktør, Peter Stensgaard Mørch, i en mail til TV2.
PensionDanmark er i forvejen dybt involveret i produktionen af danske krigsskibe via det konsortium, som skal designe, bygge og vedligeholde forsvarets nye patruljeskibe.
Ændret syn på militære investeringer
Historisk har pensionsbranchen, været splittet i spørgsmålet om, hvorvidt våben og militært udstyr er ansvarlig og bæredygtige investeringen.
Men PFA's chef for bæredygtige investeringer ser ifølge TV2 ikke problemer i at investere i de dansk byggede krigsskibe, så længe det sker inden for FN's konventioner.
Opbakningen til danskbyggede krigsskibe er fuld, idet brancheorganisation Forsikring og Pension, F&P, har siddet med i Partnerskabet og er medafsender af rapportens anbefalinger:
- Pensionsbranchen er åbne for videre samarbejde om finansieringsmulighederne, og rapporten peger på nogle vigtige tiltag for, at virksomheder og investorer kan se en investeringscase i skibene og bidrage til Danmarks sikkerhed og forsyningssikkerhed, fastslår Kent Damsgaard, direktør for Forsikring og Pension, i en pressemeddelelse om rapporten.
Læs også: Forsvarsanalytikere dumper drømme om skibseventyr: