Medie: Norden føjer flere store skibe til flåden
Norden har igen øget sin tørlastflåden med to brugte skibe i newcastlemax-klassen, skriver Splash247 på baggrund af meldinger fra "flere mæglere".
Rederiet skal have givet cirka 146 mio. dollars for skibene 'Trust Qingdao' og 'Trust Shanghai', begge bygget i 2021. Det vil være Nordens andet køb i dette segment i år efter køb af to newcastlemax-skibe i marts.
Norden har løbende siden sidste år øget antallet af sine helt store skibe, hvor det blev en erklæret strategi at træde tilbage i Capesize-segmentet.
Det er blandt andet sket for at møde en efterspørgsel hos kunderne, og fordi skibstypen har en relativt lille ordrebog, som gør markedet for Capesize ekstra interessant nu og den kommende tid, har adm. direktør Jan Rindbo for nylig forklaret til Søfart.