Havn slår rekord: Nordic Waste-jord har givet travlhed
Randers Havn kan bryste sig af sit bedste resultat nogensinde med et overskud på 17,5 mio. kr. - det er knap 13 mio. kr. mere end året før. Også de første måneder af 2024 har budt på høj aktivitet. Det skriver Randers Amtsavis.
Det høje overskud skyldes blandt andet ekstraordinære finansielle indtægter. Og dertil stammer en del af havnens travlhed ifølge mediet også fra leverancer til virksomheden Nordic Waste, der som bekendt i december sidste år blev ramt af et massivt jordskred.
Gennem 2023 kom meget af den forurenede jord således gennem Randers Havn – hvert tredje skib i havnen anløb med jord til Ølst-virksomheden. Og mens jordskredsskandalen satte en stopper for Nordic Wastes oplagring, har det siden for havnen ført til, at den jord, som stadig sejles ind, køres i Randers Havns egen jordtip, hvilket altså også giver indtægter, lyder det.
Det er velkendt, at havnen i flere år har nydt godt af de store jordleverancer, der blev sejlet ind. Siden 2020 steg mængderne så meget, at Nordic Waste blev en af havnens største kunder.
Tidligere i år meldte havnedirektør John Morgen sig klar til at hjælpe Randers Kommune af med dele af de mange ton jord fra det store jordskred ved Nordic Waste - og samtidig, lød forslaget, bruge jorden som led i havnens udvidelsesplaner.
Også omsætningen i Randers Havn steg sidste år. Den endte i 2023 på 38,4 mio. kr. mod 34,7 mio. kr. i 2022, mens genkapitalen var 217,7 mio. kr. sammenlignet med 199,9 mio. kr. året før, ifølge Randers Amtsavis.