Rapport: Havn kan få problemer - sejlrenden vil blive testet
Rønne Havns sejldybde på 11 meter kan være for lav til fremtidens store installationsskibe, som kræver 12-14 meters dybde.
Det siger Charlotte Jepsen, ledende partner i CIP Fonden til TV2 Bornholm på baggrund af fondens kortlægning, 'Havne og Havvind', som sætter spot på havnenes potentialer for en massiv udbygning af havvindenergi omkring Danmark.
CIP Fonden mener, at Rønne Havn med en aktuel sejlrende på 11 meters dybde risikerer at misse fremtidige leverancer til havvindindustrien og tabe ordrer til andre installationshavne i Østersøområdet.
Rapporten fra CIP Fonden anbefaler Rønne Havn at uddybe sejlrenden til 13 meter.
Ingen aktuelle planer
Selv ser den bornholmske havn ikke de samme udfordringer.
Havnen har ingen aktuelle planer om at uddybe sejlrenden, siger havnens adm. direktør, Lars Nordahl Lemvigh, til TV2 Bornholm:
- Det væsentligste i øjeblikket og i de nærmeste år, er at få de oplagsarealer etableret, hvor udskibningen skal foregå. Og det er der, hvor en havn som Rønne Havn har en nøglerolle, siger Lars Nordahl Lemvigh.
De senere år har Rønne Havn postet ca. 1 mia. kr. i en stor havneudvidelse i fire etaper, hvor havnen aktuelt er i gang med de sidste to.
Sætter fingeren på problemet
I rapporten 'Havne og Havvind' konstaterer CIP Fonden, at kun få danske havne i dag kan imødekomme kravene til installationshavne.
Samlet har fonden identificeret 91 GW (gigawatt) havvindkapacitet, som kan forventes at skulle installeres fra danske havne frem mod 2050 - heraf 52 GW dansk havvind samt havvind fra nærtliggende udenlandske havvindmølleparker, hvor danske havne ligger tættest.
Selv hvis samtlige danske installationshavne opgraderes, vil landets havne ikke kunne håndtere ambitionerne om dansk havvind på grund af flaskehalse i årene omkring 2030, fastslår CIP Fonden.
Alene i 2030 skal Danmark have mere end femdoblet den havvindkapacitet, det har taget nationen mere end 20 år at nå. Samtidig bliver møllerne både større og tungere, og allerede fra næste år ventes 15 MW-havvindmøllen at blive industristandarden.
Fondens bud på en løsning lyder at øge investeringerne i de danske installationshavne, kortere myndighedsbehandling og fremrykning af havvindudbud.