Pool-chef siger farvel til Norden
Der bliver rykket rundt på brikkerne hos rederiet Norden.
Søren Huscher, som har været chef for rederiets Pool Management, har således valgt at forlade sin stilling, oplyser rederiet på Linkedin.
Fremover skal Nordens poolsamarbejder, hvor Norden driver andre rederiers skibe mod et honorar, ledes af navnlig to medarbejdere: Anders Birk, der er nu får printet head of commercial for Pool Management på sit visitkort og Michael Schytt Christensen, der fortsætter som head of operations.
De vil referere til chef for Tankers hos Norden, Søren Tolbøll Nielsen, fremgår det i opslaget fra Norden.
Tidligere på året rokerede rederiet også rundt i toppen i sin Freight Services & Trading-division, som dækker over operatør-aktiviteterne i både tørlast og tank.
Det skete, efter at COO Christian Vinther Christensen trådte tilbage, mens Rasmus Saltofte og Søren Tolbøll i stedet overtog roret i divisionen.
Fra tidligere roller som Head of Handysize Worldwide og Head of Tankers blev de udnævnt som henholdsvis Head of Dry og Head of Tankers.