Følger Mærsk: Nu trækker DFDS sig fra Pride
Rederi- og logistikvirksomheden DFDS har besluttet at trække sig som hovedsponsor for Copenhagen Pride.
Det meddelte DFDS Pride mandag.
Det siger den administrerende direktør, Torben Carlsen, til medierne ShippingWatch og Børsen.
Begrundelsen er manglende tillid til Pride-organisationen, efter at de har blandet Gaza-konflikten ind i dagsordenen.
- Budskabet om diversitet og inklusion er vi ikke overbevist om står alene, når man er partner med Copenhagen Pride. Og det er vigtigt for os, at vi kan gennemskue, hvad vi støtter op omkring, siger han til ShippingWatch.
DFDS vil nu finde andre måder at vise støtte på, hvor "vi ikke risikerer at blive taget til indtægt for andre synspunkter", lyder det.
Stormen omkring Pride begyndte i februar, hvor det i en pressemeddelelse fra organisationen lød, som om man ville bede eventuelle samarbejdspartnere tage stilling til spørgsmål om konflikten i Gaza.
Men kommunikationen "var fyldt med fejl", anerkendte Pride i marts.
- Vi er oprigtigt kede af, at vi har skabt tvivl om disse partnerskaber, og vi vil gøre vores yderste for at skabe et fornyet tillidsfuldt samarbejde, lød det i en udtalelse 7. marts.
Men skaden er tilsyneladende sket.
Den seneste tid har store sponsorer som Mærsk, Novo Nordisk, Nykredit og brancheorganisationen Dansk Industri trukket sig fra samarbejdet.
Ifølge ShippingWatch vil DFDS's beslutning betyde, at man ikke vil udleje lastbiler til priden. Sidste år var samtlige lastbiler, der blev brugt i forbindelse med Pride, elektriske og leveret af DFDS.
/ritzau/