Politiet: Brand på coaster var ikke påsat
Der ligger umiddelbart ikke noget mistænkeligt bag den brand, der hærgede coasteren 'Rix Munte' tirsdag.
Det slår Midt- og Vestsjællands Politi fast efter undersøgelser, der gik i gang torsdag formiddag.
Politiet skriver også, at branden opstod i lastrummet under lastning af affaldet. Og at man nu vil undersøge, om alle regler er blevet overholdt i forbindelse med håndteringen.
Slukningsarbejdet var færdig onsdag morgen, men skibet havde undervejs fået en slagside og hældte ind mod kajkanten på grund af vægten fra slukningsvandet.
Derfor måtte skibet stabiliseres i løbet af onsdag, inden politiet kunne gå ombord torsdag klokken 10.30.
Det har havnedirektør Thomas Elm Kampmann tidligere fortalt til Søfart.
Skibets besætning bestod af syv medlemmer, ingen af dem kom til skade i branden.
Skibet flyttes
Thomas Elm Kampmann fortæller til Søfart, at skibet efter endt politiarbejde skal flyttes til en nordligere placering i Køge Havn for at give plads til det nyt skib, der har meldt sin ankomst.
Den 4000 tons tunge coaster bliver flyttet i løbet af fredag. Herfra skal skadernes vurderes, og det skal besluttes, om skibet kan flyttes videre ved egen kraft, eller om det skal have hjælp.
Søfart har talt med direktør i Baltic Shipping Ronnie Hulstrøm, der står for den kommercielle drift af 'Rix Munte'. Han tror på, at skibet kan undgå skrotning og komme ud at sejle igen efter et ophold på værft.
- Min umiddelbare vurdering er, at det ikke skal skrottes. Det sidste jeg hørte i nat (natten til onsdag, red.) var, at hverken maskinrummet eller apteringen er påvirket af branden. Men det er klart, at vi ved mere, når vi får lov at gå om bord, og når skibet er besigtiget af de relevante folk, sagde han til Søfart dagen efter branden.
- Jeg er helt optimistisk omkring, at skibet kommer ud at sejle igen efter en tur på værft, slår han fast.