Dyr start for Lollands færgestrategi
Lollands nye færgestrategi er kommet skidt fra start.
Det viser en budget gennemgang, som Lolland Kommune har lavet i februar og nu har lagt frem for offentligheden.
Det skriver Lolland Falsters Folketidende.
Ideen har været at spare på færgesejladsen til Fejø, Femø og Askø alt sammen for at kunne finansiere en ny elfærge i fremtiden. Kommunen ønsker, at 'Femøsund' bliver udskiftet til en eldrevet færge og har allerede fået et tilskud fra staten til projektet. Men kommunen skal stadig rejse en stor pose penge selv.
Tidligere har formand for Teknik- og Miljøudvalget Muj Berisha meldt ud, at man med strategien færre afgange, færre færger og driftsreduktion i omegnen af fem til 10 mio. kr. kan få en ny elfærge til Lolland.
Merudgift
Men besparelserne har hårde kår. I følge mediet kommer færgedriften til at koste kommunen 7,1 mio. kroner mere i år end ventet.
Posteringer der bunder i flere personalelønninger, manglende indtægter og et salg 'MF Smålandshavet', der er blevet udskudt.
Oversigten viser også, at der - som planen var - er blevet sparet på mandskabstimerne i år, men at de ekstra udgifter til personale handler om en naturlig afgang af medarbejdere, der har skulle have udbetalt afspadsering, ferie og så videre, forklarer teknisk chef i Lolland Kommune Rikke Jensen.
Hvis man justeringer for disse forhold, har kommunen sparet knap 400.000 kroner på mandskabstimer.
Ideen med kommunens spareøvelse har også være at reducere omkostninger til brændstof. Det er kommunen kommet i mål med og har købt 9522 liter mindre brændstof sammenlignet med sidste år.