Mærsk-profil skifter til Svitzer: Skal styrke den europæiske forretning
Svitzer har ansat Sara Gerdner Kalle som kommerciel direktør eller CCO for Svitzer Europe.
Sara Gerdner Kalles overordnede opgave bliver at videreudvikle relationerne med rederiets europæiske kunder.
Det oplyser Svitzer i en pressemeddelelse.
Den nye direktør med titel af CCO tiltrådte den 1 april og har 25 års erfaring fra logistik- og forsyningskæde-virksomheder som DB Schenker, H&M og Singapore Post.
Senest har hun haft ansvar for eCommerce Logistics for Mærsk i Asien og Stillehavsregionen, APAC.
Selv kalder Sara Gerdner Kalle sin nye stilling for utrolig attraktiv og fremhæver Svitzers stærke brand som maritim serviceleverandør, rederiets fokus på sikkerhed og bæredygtighed og chancen for at arbejde med et mangfoldigt, talentfuldt team.
- Min erfaring fra Singapore og Asien inden for forsyningskæden fra både et serviceudbyder-, kunde- og start-up-perspektiv har givet mig et unikt perspektiv på forskellige markeder og industrielle dynamikker. Det tror jeg vil være uvurderligt i min nye rolle Svitzer, hvor jeg ser frem til at drive vækst og opbygge robuste kommercielle relationer på tværs af det europæiske marked, siger Sara Gerdner Kalle.
Ifølge Lise Demant, direktør for Svitzer Europe, har Svitzer i Sara Kalle fundet en CCO, der deler rederiets fokus på fremragende kundeservice, og som kan fortsætte med at opbygge Svitzers position på det europæiske marked.