Direktør for ophugningsværft afviser kritik af arbejdsmiljø
I sidste uge kunne TV2 Nord bringe billeder fra ophugningsværftet Mars i Frederikshavn, der viste en række mindre bål på pladsen. Ilden udviklede sort og gul røg, og virksomhedens ansatte bevægede sig upåvirket rundt i området.
Det undrede den lokale formand for 3F, Finn Jenne, der sammenlignede billederne med noget, man normalt ser hos ophugningsvirksomheder i Asien. Han efterlyste derfor bedre tilsyn fra myndighederne.
Mars har ikke tilladelse til at brænde affald af på pladsen, men må gerne klippe det i stykker og bruge skærebrænder. Og det er netop skærebrænder, der har været brugt i det konkrete tilfælde fortæller direktør Kim Thygesen, der afviser, at Mars har noget at skjule.
- Folk her er uddannet til at tage sig af affaldet, de har alle det fornødne sikkerhedsudstyr på, der er hjælp fra kraner, som sørger for, at man kan håndtere det bedst muligt, og så har vi ingeniører til på forhånd at beregne på, hvordan vi bedst muligt går til alle opgaver på, siger han til TV2 Nord.
Sagen kommer, efter at Nordjyske.dk i en række artikler har afdækket arbejdsmiljøet på Mars, som af flere tidligere medarbejdere beskrives som dybt kritisabelt.