Kontreadmiral lander bestyrelsespost hos forsvarsleverandør
Når nuværende kontreadmiral Torben Mikkelsen går på pension ved udgangen af maj, bliver det ikke for at spille golf eller ligge på sofaen.
Mikkelsen er netop trådt ind i bestyrelsen hos den sjællandske virksomhed Military Equipment Denmark A/S (MED) med virkning fra 1. juni.
Det oplyser virksomheden på deres Linkedin-profil.
Mikkelsen har været 42 år i søværnet og har stået i spidsen for flere internationale operationer blandt andet i Syrien og Libyen, og har også haft flere ledende poster i forsvaret.
Han er aktuelt chef for Forsvarets Skibsprogram fra sommeren 2022, men går på pension i maj i år.
- Torbens indtræden i bestyrelsen tegner et vigtigt sidste skridt i at bygge en professionel og kompetent bestyrelse, der styrker MEDs vision og missoin. Vi ser frem til at arbejde sammen med Torben og få glæde at hans ekspertise, lyder det fra bestyrelsen i MED.
MED ligger på Sjælland, er grundlagt i 1987 og leverer produkter til forsvarsindustrien i form af blandt andet panserede køretøjer, udstyr til skydebaner- og træning, værn og beskyttelse.