Minister trækkes ind i sag om Anholts forsvundne redningsbåd
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen skal nu svare på, hvorfor Anholts nye redningsbåd har brugt det meste af et år på at stå i Grenå.
Det er flere folketingspolitikere, der sammen har stillet et spørgsmål til ministeren, skal besvares senest 24. april i Folketingssalen.
Det skriver TV2 Østjylland.
Selv samme medie kunne torsdag fortælle, at Anholt forgæves har spejdet langt efter deres redningsbåd, som ellers blev overrakt og indviet med pomp og pragt sidste år. Siden da har den nemlig stået mere eller mindre fast i Grenå.
Flere borger er bekymrede for en kommende sommersæson uden en redningsbåd på øen.
Den bekymring har nu fået SF's Karina Lorentzen Dehnhardt til at sende spørgsmål til forsvarsministeren, skriver TV2 Østjylland.
- Ministeren bedes redegøre for, hvad der er årsagen til, at redningsbåden ikke er overleveret til Anholt, og hvad problemet er med den, herunder om den vil være klar til sommersæsonen, lyder spørgsmålet, som ministeren nu skal svare på.
- Jeg ved, hvor vigtigt det er, at der er styr på sikkerheden på en så isoleret ø som Anholt, og en redningsbåd er rimelig essentiel. Jeg undrer mig over, at man ikke inddrager øboerne noget mere, og derfor jagter jeg nogle svar til øboerne, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, der er landdistrikts- og øordfører for SF.