Redegørelse om dansk fregat udskudt til uvist tidspunkt
Forsvarskommandoens redegørelse om fregatten "Iver Huitfeldts" indsættelse i Det Røde Hav er blevet udsat.
Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) orienteret Folketingets partier om torsdag, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Det fremgår ikke, hvornår redegørelsen er udsat til.
Det er Forsvarskommandoen, der har bedt om mere tid. I pressemeddelelsen begrundes det med, at der er behov for at koordinere mellem Søværnskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI.
Fungerende forsvarschef Michael Hyldegaard siger i meddelelsen, at en række oplysninger skal kontrolleres og efterprøves, hvorfor man har bedt om at få fristen udsat.
- Det er helt afgørende, at vi fagligt kan stå inde for det produkt, vi skal oversende til departementet, lyder det fra Hyldegaard.
Forsvarsministeren har bedt om redegørelsen efter sagen om fregatten "Iver Huitfeldt".
Den såkaldte fregatsag kom til offentlighedens kendskab i sidste uge, da forsvarsmediet Olfi kunne fortælle, at "Iver Huitfeldt" oplevede systemsvigt og defekt ammunition under et droneangreb 9. marts i Det Røde Hav.
Samme dag, som Olfi kom ud med sin historie, krævede Troels Lund Poulsen en hurtig redegørelse for sagen. Det fik han morgenen efter - onsdag 5. april - af Forsvarskommandoen.
I den første redegørelse, der samme onsdag eftermiddag blev lækket til TV 2, fremgik det, at ministeriet var blevet informeret om tekniske fejl på fregatten, selv om Lund Poulsen har nægtet kendskab til det.
Men senere samme dag modtog ministeren så en ny redegørelse med ændringer. Det oplyste Troels Lund Poulsen. Detaljerne kendes ikke.
Ministeren gjorde det klart på et pressemøde i sidste uge, at han ventede en endelig afgørelse af sagen, som efter planen skulle være kommet denne uge, men nu er udsat til et ukendt tidspunkt.
/ritzau/