23948sdkhjf

Brancheorganisationer skændes om scrubbervand

"Misforstået grøn politik", lyder kritikken fra Danske Maritime på Folketingets forbud mod udledning af scrubbervand. Danske Rederier anerkender forbuddet

Udledningen af scrubbervand fra skibe inden for 22 kilometers afstand fra de danske kyster bliver fra 1. juli 2025 forbudt ved lov. Det er et bedt politisk flertal, der består af regeringen SF, LA, DD, K, EL, RV og ALT, i dag bestemt.

Men den brede politiske enighed forplanter sig ikke til de to brancheorganisationer Danske Maritime og Danske Rederier. Her deler forbuddet vandene.

- Vi betragter dagens forbud mod al udledning fra scrubbere som misforstået grøn politik, siger Jenny Braat, administrerende direktør for Danske Maritime i en udmelding fra organisationen, og fortsætter:

- Man risikerer at flytte forurening fra vand til luft, og man har ikke villet forholde sig til de andre klima- og miljømæssige muligheder og gevinster, som en scrubber giver. Så vi føler, at vi har talt for døve øren, hvilket dels er en skuffelse, og dels kan give bagslag for vores natur og den globale opvarmning.

Politisk fallit

Danske Maritime har tidligere sendt indsigelser til både miljøministeren og en række ordførere, men har altså spillet politisk fallit.

Deres argumentation har slået på, at scrubbere har reduceret livsfarlig luftforurening dramatisk. Politiske indgreb burde derfor ikke forbyde udledning af scrubbervand. Anbefalingen har i stedet været at fastlægge lavere grænseværdier og lade den maritime branche finde løsningerne til at leve op til disse krav.

"Branchen kan sagtens leve op til endnu lavere grænseværdier, og den rette teknologi til at løse opgaven er: scrubbere", anfører Danske Maritime i deres udmelding på det indgåede forbud.

Anerkender forbuddet

Reaktionen fra Danske Rederier på dagens udmelding fra Christiansborg er noget anderledes.

- Jeg er glad for, at politikerne har valgt at lytte til vores ønske om at indføre en fornuftig indfasningstid, så de rederier, der har investeret mange penge i at leve op til reglerne og reducere deres udledning af svovl ved hjælp af en scrubber, får tid til at omstille sig på en ny virkelighed, udtaler Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier, i en pressemeddelelse.

Brancheorganisationen opfordrer i samme ombæring til grundig håndhævelse.

- Det også vigtigt for os, at der med forbuddet kommer en plan, der vil sikre en robust håndhævelse. Hvis det ikke er tilfældet, kan det ende med at stille nogle danske rederier dårligere i forhold til deres udenlandske konkurrenter, lyder det fra Nina Porst.

Vigtigt for havmiljøet

Hos miljøminister Magnus Heunicke er humøret højt i kølvandet på aftalen.

- Denne aftale er endnu et vigtigt skridt på vejen mod et bedre havmiljø. Scrubbervand udleder en række problematiske stoffer, som ophober sig på vores havbund og optages i havets fødekæder og ender i de fisk, vi spiser, lyder den officielle melding fra ministeren i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet, hvori han fortsætter:

- Udledningen af miljøfarlige stoffer kommer fra mange forskellige kilder, men netop scrubbervand er en kilde, som vi har meget viden og data om, og derfor er jeg glad for, at vi nu sætter en stopper for forureningen med scrubbervand i det danske territorialfarvand.

Scrubbervand og havmiljøet

International Council on Clean Transportation estimerede i 2020, at der udledes 68 mio. tons scrubbervand indeholdende tungmetaller og tjærestoffer indenfor 22 km fra kysten i Danmark. Det gør Danmark til det land i verden, hvor der udledes den sjettestørste mængde.

En ny analyse fra NIVA Danmark om det samlede menneskelige pres på de danske havområder, at miljøfarlige stoffer er den tredjestørste presfaktor for havmiljøet.

Irland, Tyskland, Norge, Spanien og Portugal har indført forbud mod at udlede scrubbervand i havne, fjorde og/eller indre vandveje, mens Frankrig og Belgien har forbud ud til 3 sømil, og Letland har forbud ud til 12 sømil.

Kilde: Miljøministeriet

Ifølge Miljøministeriet udgør scrubbervand er en betydelig kilde til miljøfarlige stoffer i havmiljøet, og med aftalen vil udledningen af nikkel til havmiljøet kunne sænkes med op til 20 pct. og udledningen af anthracen med syv pct.

Skal spredes som ringe i vandet

Forbuddet mod udledningen af scrubbervand vil træde i kraft med en lovændring, som bliver fremsat i det kommende folketingsår. Og indskrænkningen vil falde af to omgang.

1. juli 2025 træder forbuddet for skibe med åbne scrubbere i kraft, mens det for skibe med lukkede scrubbere først sker 1. juli 2029.

Forbuddet gælder kun havområdet ud til 22 kilometer, eller 12 sømil, fra de danske kyster. Det svarer til det havområde, der efter havretskonventionen kan reguleres nationalt, men havområdet uden for de 22 kilometer reguleres efter internationale regler.

Derfor er aftalepartierne blevet enige om, at Danmark skal arbejde for et lignende forbud i Østersøen og Nordsøen gennem de regionale havkonventioner HELCOM og OSPAR med henblik på regulering i regi af FN's Søfartsorganisation (IMO), oplyser Miljøministeriet.

Svovlregler

I 2015 indførte man i Nordsøen og Østersøen de såkaldte SECA-regler (Sulphur Emission Control Area), som gjorde, at man kun måtte sejle på brændstof med 0,1 pct. svovl, hvis ikke man havde en scrubber om bord.

I 2020 indførte FN’s sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion IMO globale regler om, at man kun måtte sejle på brændstof med 0,5 pct. svovl, hvis ikke man havde en scrubber om bord.

Kilde: Danske Rederier

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072