23948sdkhjf

Fregat med systemsvigt og defekt ammunition er på vej hjem

Partier kræver akut redegørelse i sag, hvor soldater var i fare i Det Røde Hav under droneangreb

Fregatten "Iver Huitfeldt", som ifølge forsvarsmediet Olfi oplevede systemsvigt og defekt ammunition under et droneangreb i marts, er på vej til Danmark, bekræfter Forsvarskommandoen.

Da fregatten blev sendt afsted til Det Røde Hav i slutningen af januar, var meldingen fra Forsvaret, at den skulle være udsendt til midten af april.

Men i sidste uge - i slutningen af marts - meldte Forsvaret, at fregatten havde påbegyndt hjemrejsen.

Den er altså fortsat på vej. Fregatten vender hjem til et Danmark, hvor flere partier på Christiansborg er rystede over, at en situation som ved angrebet i marts kan opstå.

Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, forventer, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) "rydder kalenderen" og orienterer partierne.

- Jeg priser mig lykkelig for, at danske soldater ikke er kommet galt af sted i denne forbindelse. Det er dybt, dybt alvorligt.

- Vi kan ikke have soldater i Det Røde Hav, der er mere eller mindre forsvarsløse, siger Carsten Bach.

Han vil ikke pege på mulige konsekvenser af sagen endnu. Han afventer at få flere oplysninger fra ministeren.

Christian Friis Bach, der er forsvars- og udenrigsordfører for De Radikale, siger, at han og kollegerne inden fregattens afrejse blev bestyrket i troen på, at tilstanden på fregatten var, som den skulle være.

Det gør blot sagen endnu mere uacceptabel, mener han.

- Vi ser frem til sammen med ministeren virkelig at dykke ned i denne sag og se på, hvilke konsekvenser den skal have.

Fregatten, der var udsendt for at beskytte skibsfarten i Det Røde Hav i en tid med gentagne angreb fra houthibevægelsen, oplevede ifølge Olfi, at et vigtigt forsvarssystem svigtede, da droner angreb.

Fordi fregattens centrale forsvarssystem svigtede, blev kanonerne taget i brug. Men halvdelen af granaterne detonerede kort efter at have forladt kanonerne uden af være i nærheden af fjendtlige mål.

Soldaterne på fregatten var i fare, skriver mediet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078