23948sdkhjf

Mærsk har plan klar for udskilning af datterselskab

Den 30. april bliver det muligt at købe aktier i selskabet Svitzer, der er et datterselskab af Mærsk

Mærsk har fredag underskrevet en plan for udskilningen af datterselskabet Svitzer.

Det oplyser den danske rederigigant i en børsmeddelelse.

Det har i et stykke tid været kendt, at slæbebådsoperatøren skulle udskilles. Det blev først meldt ud under offentliggørelsen af årsregnskabet den 8. februar.

I slutningen af april bliver det et selvstændigt børsnoteret selskab. Første handelsdag er 30. april.

Nuværende Mærsk-aktionærer kommer til at få aktier i Svitzer Group, som er koncernen bag selskabet. Det fremgår af dagens børsmeddelelse.

Ifølge ShippingWatch har Svitzer været en del af Mærsk-koncernen i mere end fire årtier.

I dag er selskabet førende i branchen. Det betjener cirka 2000 kunder i 141 havne fordelt på 37 forskellige lande.

Selskabet har en flåde på 456 skibe, skriver det på sin hjemmeside.

Det seneste regnskab fra slæbebådsoperatøren viste en omsætning på knap 5,8 milliarder kroner, og det ventes, at den vil vokse yderligere i år.

Svitzers topchef, Kasper Nilaus, udtalte i et interview med Børsen kort efter Mærsks udmelding, at en børsnotering skal hjælpe selskabet med at vokse.

- Mærsk har været en rigtig god ejer for os, men vi står et godt sted til at blive børsnoteret. Svitzer-navnet har vi haft siden 1833, så det er et stærkt brand, som vi nu nemmere kan gå ud og positionere os stærkt i markedet med, sagde han.

- Den her mulighed giver os en rigtig god platform til at vokse, vinde nye kontrakter og komme ud i flere havne.

Ifølge Børsen udmærker slæbebådsbranchen sig ved at være fragmenteret med mange små operatører over hele verden.

Efter Svitzer er spanske Boluda Towage Europe næststørst i branchen med mere end 400 skibe, skriver avisen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094