Skibsmodellerne er lidenskab og nørderi - men hvad er deres fremtid?
På M/S Museet for Søfart har vi siden 1942 udgivet en årbog med støtte fra vores venneselskab. Årbogen var oprindeligt tænkt som en økonomisk håndsrækning til museet, der led under den tyske besættelse af Kronborg – for der var ikke mange gæster, der havde lyst til at besøge slottet, hvor nazisternes svastika vejede fra flagbastionen.
Indtægterne fra salget af årbogen hjalp museet gennem de svære tider, og bogen udviklede sig efterhånden til en vigtig platform for maritimhistorisk viden med læsere i hele landet. Ligesom vores museum har årbogen skiftet karakter undervejs, og de sidste år har den taget form af store, flotte monografier udgivet i samarbejde med Gads Forlag.
Vi har været omkring 1700-tallets blomstrende handel med Kina, den varierende opfattelse af Danmark som søfartsnation og ikke mindst smugleriet i det sydfynske øhav. Og nu har jeg så haft glæden af at skrive om vores museums måske mest elskede genstandsgruppe. En genstandsgruppe som er meget efterspurgt, dekorativ, fortællende og på én gang almindelig og fremmedartet – skibsmodeller.
Bogen hedder De små skibe, og jeg er lykkelig for, at skibsmodellerne endelig får mere af den plads, som de fortjener.
Hvorfor ikke flere?
Lad det være sagt med det samme. Jeg kan ikke bygge skibsmodeller og har aldrig rigtigt kunnet det.
Heldigvis er jeg gennem mit arbejde kommet i berøring med en masse mænd, for det er mest mænd, der bygger skibsmodeller, og en lang række af deres forfædre med samme lidenskab. På M/S Museet for Søfarts magasin opbevarer vi hundredvis af skibsmodeller, og jeg omgås dem som en slags venner. De siger ikke så meget, men alligevel taler de til mig. Ligesom jeg ikke er modelbygger, er jeg heller ikke sømand eller sejler, men jeg har aldrig kunnet forsvare mig over for skibsmodellernes charme – og det fornemmer jeg, at der er få, der kan. ”Hvorfor er der ikke flere skibsmodeller?” er nok det spørgsmål, jeg oftest har fået, når museumsgæsterne har kommenteret på vores udstillinger. Svaret, som nogen nok opfatter som en dårlig undskyldning for at sjofle søfartens måske mest elskede genstand, er det kedelige, at vi gerne vil fortælle langt bredere om søfartshistorien, end vi er i stand til alene ved hjælp af skibsmodeller.
Men i De små skibe er der ingen af den slags undskyldninger. Den er en lang kærlighedserklæring til skibsmodellerne – fra den mindste, der kan være inde i elpæren fra et køleskab, til den største, som vi knap aner, hvordan vi skal få ud af museet igen. Bogen er skabt med, om og for dig, der elsker skibsmodellerne og den virkelige maritime verden i naturlig størrelse, som de også repræsenterer. Og den er samtidig en generel hyldest til de tusinder og atter tusinder af museumssamlinger, der verden over udgør en vigtig del af menneskehedens hukommelse.
Det store i det små
Søfartsmuseer og rederikontorer bugner af skibsmodeller, og selv til bryllupper og begravelser får vi glæde af dem. Faktisk er kirkerne måske det mest almindelige sted at se dem. Små skonnerter, fregatter og slagskibe fylder også hobbyrum og værkstedskældre, nænsomt udstyret af pertentlige hænder. En del af dem sejler i flasker på små verdenshave. Mange af skibenes historier kan alle lære at kende, men der er også fortællinger, som man kun kan føle.
Skibsmodeller er så almindelige på søfartsmuseerne og på rederikontorerne, at man næppe skænker en tanke, at det ikke behøvede at være sådan. Men industrimuseerne bugner jo ikke af fabriksmodeller, og inde på landbrugets Axelborg er lobbyisterne ikke omgivet af små bondegårde. Men hvorfor er der så mange modeller af skibe? Det er der flere svar på. Modellerne er både smukke, elskede ting med deres egen historie og repræsenterer samtidig hele søfartens flygtige liv, med alt hvad det indeholder af opfindsomhed, håndværk og store økonomiske og følelsesmæssige investeringer.
Udgangspunktet for De små skibe er M/S Museet for Søfarts samling af skibsmodeller, men vi kommer også på besøg andre steder, hvor der gemmer sig skatte i miniformat. Det er ikke bare historier om ting. Det er også møder med de mennesker, der byggede modellerne. Det er lidenskab, kunnen og nørderi. Samtidig er bogen også en delvist kronologisk søfartshistorie om den virkelige verden i naturlig størrelse. For skibsmodellerne viser os også en verden, hvor træ blev afløst af metal, sejl af damp og damp af diesel. Og de viser en forunderlig global udvikling i opfindsomhed og forbrug. En verden hvor livet både til søs og på land har forandret sig med lynets hast. Hvor meget har bådsmanden på 1800-tallets skonnert til fælles med nutidens containersømand, og hvor meget minder vores eget liv om vores tipoldeforældres?
Fra det gamle Egypten
Skibsmodellernes historie starter som så mange andre historie i Egypten for ca. 4000 år siden. Det er ikke tilfældigt, at de første store civilisationer udviklede sig ved store floder som Nilen. Ved floderne var der en konstant tilførsel af vand til mennesker, dyr og afgrøder, og tilbagevendende oversvømmelser sørgede for at gøde de omkringliggende sletter med næringsrigt mudder. Samtidig var floderne naturlige trafikårer, hvor man ved hjælp af pramme og skibe kunne bringe store mængder af varer relativt nemt over lange distancer. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er i Nilens opland, at vi finder verdens ældste skibsmodeller, og endda mange af dem, i form af gravgaver.
Senere møder vi også skibsmodeller i Danmark som de smukke guldbåde fra Nors i Thy, hvis gyldne stråler bader os i lyset fra fortidens rigdom, forestillinger og tilknytning til havet.
I middelalderen brugte man skibsmodeller som bordpynt, punchbowler og krydderbøsser, før man i renæssancen systematisk begyndte at bygge modeller som skitser til virkeligheden store krigsskibe, der krævede vældige investeringer og skulle være så gennemtænkte som muligt.
Siden kom flaskeskibe, halvmodeller, dioramaer, kirkeskibe og forsøgsmodeller til, og verdensbestanden af skibsmodeller bare voksede og voksede. I midten af det 20. årh. var legetøjsskibe mere populær end nogensinde, og masseproducerede, men stadig charmerende, små skibe supplerede de håndlavede, der måske har eksisteret lige så lang tid, som menneskehedens børn har leget ved havet, vandløbene og søerne.
Fremtidens rederikontorer
Nu om dage er skibsmodellernes rolle ændret igen. Der findes mere digitalt legetøj for både børn og ingeniører, og de fysiske modeller er ikke helt så vigtige som tidligere. Men det er ikke kun på museerne, at man kan se dem. Der kommer stadig nye kirkeskibe til, og på rederikontorerne kan man stadig se fine modeller af de nyeste skibe, der, hvis alt går vel, bringer os et godt stykke af vejen mod en grøn fremtid. Skibe med LNG-tanke, metalnolmaskineri og flettner-rotorer.
Vi ved ikke, om fremtidens skibsdesignere fortsat vil have behov for fysiske modeller i byggeprocessen, eller om alt vil kunne klares digitalt. Hvis det sker, ved vi heller ikke, om det vil sætte sig spor hos rederierne. Man kan godt forestille sig, at skibsmodeller snart vil føles bedagede i en verden, hvor der ikke er noget praktisk behov for dem, og hvor modelbyggerhobbyen, der mest dyrkes af ældre mænd, stort set er væk.
Måske vil man på rederikontorerne blære sig med flotte billeder, VR-områder, hologrammer eller subtil augmented reality. Måske vil interessen i de enkelte skibe stort set forsvinde, efterhånden som mange rederier udvikler sig til logistikvirksomheder med fokus på globale logistiske systemer, hvor sejladsen ikke længere er i centrum. Samtidig bliver skibene selvstyrede og måske helt uden egentlig besætning. Vil erindringen om at sejle på dem hurtigt gå i den smukke og uendelige glemmebog, som vi opbevarer og slår op i på museerne? Hvad tror du?
Det eneste, vi ved med sikkerhed, at den foreløbige historie om de små skibe ender her for at fortsætte i morgen i en eller anden form – og historien har heldigvis rigeligt af storslåede svinkeærinder undervejs.
De små skibe er netop udkommet på Gads Forlag og kan købes i boghandlere landet over.
Der kommer stadig nye kirkeskibe til, og på rederikontorerne kan man stadig se fine modeller af de nyeste skibe, der, hvis alt går vel, bringer os et godt stykke af vejen mod en grøn fremtid
