Bladt Industries skifter navn
I december 2023 gennemførte koreanske CS Wind opkøbet af Bladt Industries, som nu omdøbes til CS Wind Offshore. Navneskiftet sker for at understrege ekspertisen i at levere fundamenter og transformerstationer til havvindmølleparker, og for at synliggøre forbindelsen til de koreanske ejere, CS Wind.
- Med det nye navn ønsker vi at understrege, at vi er fuldt og helt dedikerede til havvind. Vi er stolte af Bladt Industries' historik som en virksomhed, der har formet havvindindustrien og opnået tillid fra talrige kunder siden opstarten. Vi vil fortsætte med at værne om arven og anvende de mange års ekspertise, siger Joseph Oh, CEO i CS Wind Offshore, i en pressemeddelelse.
Nu følger en periode med implementering af det nye firmanavn og tilpasning til nye forretningsgange, efterhånden som integrationen af CS Wind Offshore i CS Wind-koncernen fortsætter.
Bladt-navnet går helt tilbage til 1965, hvor de to ingeniører Bengt Enbom og Jørgen Bladt etablerede smedefirmaet Engbom og Bladt A/S med speciale inden for bygge- og anlægsområdet. I 1969 forlod Bengt Engbom virksomheden, de skiftede navn til Jørgen Bladt A/S. Navnet Bladt Industries kom først i 1999, året efter Jørgen Bladt havde solgt virksomheden. I de mellemliggende år havde Bladt Industries udviklet sig til en alsidig stålvirksomhed, der foruden byggebranchen også leverede tankanlæg og dele til offshoreindustrien.