23948sdkhjf

Ny aftale: 500 ton grøn brint ud af Hirtshals

Havnen har længe ønsket sig et anlæg til brintproduktion. Med norsk hjælp er det nu på vej

Hirtshals Havn skal fremover lægge areal til grøn produktion af brint.

Det står klart efter, at havnen og norske Norwegian Hydrogen har indgået et samarbejde om at etablere et anlæg til brintproduktion fra nærområdets vindmøller.

Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

Projektet omfatter opførelsen af et fem MW elektrolyseanlæg, en stor tankstation til tung transport og distributionsnetværk til brint, ilt og varme. Målet er produktion af mindst 500 tons grøn brint om året.

Hirtshals Havn har arbejdet på at få etableret brintproduktion på havnen, og det er derfor særdeles glædeligt, at Norwegian Hydrogen vil bygge et anlæg på havnen, lyder det fra havnens direktør.

- Vi har en klar ambition om at blive et knudepunkt for produktion og forbrug af grøn energi. Derfor passer etableringen af et stort brintanlæg på havnen perfekt ind i vores strategi. Aftalen med Norwegian Hydrogen betyder, at vi tager endnu et skridt i retning mod at blive den grønneste havn i Europa, siger CEO Per Holm Nørgaard fra Hirtshals Havn.

Baner vejen for flere

Norwegian Hydrogen skal stå i spidsen for projektet CONVEY, og formålet er at etablere et integreret brintøkosystem på Hirtshals Havn. Havnen og det norske selskab har fået beviligget 67 mio. kr. fra EUs innovationsprogram Horizon Europe.

- Det er netop denne type af samarbejder, som vi prioriterer højt i vores bestræbelser på at udbygge Hirtshals Havns position som en af de førende havne i Europa, når det drejer sig om produktion af grønne brændstoffer. Hvis vi alle bidrager med det, vi er bedst til, kan vi komme rigtig langt, og vi samarbejder allerede med en række virksomheder om grønne energiløsninger på havnen, siger Per Holm Nørgaard.

Udover Norwegian Hydrogen og Hirtshals Havn er en række andre partnere med i samarbejdet om brintproduktion i Hirtshals.

Partnerne skal hver især bidrage med deres viden om brintproduktion, logistik, transport og optimering af energisystemer.

Hirtshals Havn er i fuld gang med planlægningen af den kommende havneudvidelse, hvor det netop er hensigten at tiltrække flere virksomheder, der arbejder med produktion af klimavenlige brændstoffer til skibsfarten, Power-to-X eller andre grønne teknologier.

- Jeg er overbevist om, at Norwegian Hydrogen får følgeskab af en række andre virksomheder, der kan se fordelene ved at etablere sig på havnen og bidrage til den grønne omstilling ved at udvikle de teknologier, som er helt afgørende for, at vi når i mål med den grønne omstilling, siger Per Holm Nørgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095