Scandlines mister topchefen
Færgerederiet Scandlines er gået på jagt efter en ny topchef.
CEO Carsten Nørland har forladt rederiet efter lidt over to år i hjørnekontoret.
Topchefen havde sidste arbejdsdag i rederiet den 9. februar.
- Virksomheden er på en meget succesfuld kurs, og vi er midt i en forandringsproces mod en mere positiv virksomhedskultur, og det er nu tid til at komme videre mod nye udfordringer, skriver Carsten Nørland i et opslag på LinkedIN.
Carsten Nørland uddyber ikke, om der ligger noget specifikt bag den relativt hurtige exit fra virksomheden. Forgængeren - Søren Poulsgaard jensen - sad således mere end ti år på posten.
Driftsdirektør Michael Guldmann Petersen indtager nu rollen som fungerende CEO indtil en ny topchef er fundet.
Carsten Nørland kom direkte til Scandlines fra en post som senior vice president international i Royal Unibrew, og havde således ikke nogen rederierfaring, da han trådte ind på posten.
Carsten Nørland er uddannet cand.merc. fra Copenhagen Business School. Før sine syv år hos Royal Unibrew havde han ledende stillinger med ansvar for internationale aktiviteter i Copenhagen Airports, Flügger og Masterfoods/MARS Inc.
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Carsten for hans bidrag til Scandlines. Han overdrager en velfungerende og grønnere trafikmaskine med stort fokus på kundeoplevelsen, udtaler Vagn Sørensen, formand for Scandlines’ tilsynsråd, i en skriftlig meddelelse.