Rådgiver: Afskaf DIS-ordningen og erstat den med noget andet
DIS-ordningen er et produkt af den gamle verden, og bør udskiftes med noget andet.
Sådan lyder analysen fra Fritz Ganzhorn, der er tidligere direktør for Søfartens Ledere og nu rådgiver i Danish Maritime Pilots.
- Jeg synes anbefalingen fra Frigast-rådet om at afskaffe DIS-ordningen er god, hvis man vel at mærket erstatter den med noget andet, siger han til Søfart.
Ordningen evner ikke at ansætte dansk og udvikle danske kompetencer i fornødent omfang Fritz Ganzhorn, rådgiver, Danish Maritime Pilots
Der er nødt til at være en form for skatteordning for søfarende, mener han, hvis de ansatte skal gøre sig gældende på et globalt arbejdsmarked. Og det er for smalt, at ordningen kun gælder ansatte i danske rederier.
- Alle søfolk i verden er på nettolønsordninger, så danskere er nødt til at være på en ordning, hvor de skal kunne konkurrere med englændere, filippinere og alle de andre store søfartsnationer. Det skal vi gøre for at holde og skærpe de maritime kompetencer, siger han.
Den gamle verden
Problemet med DIS-ordningen er, at den repræsenterer den gamle verden, siger Fritz Ganzhorn.
Ordningen er lavet i 1988, men verden har rykket sig siden, og derfor skal ordningen ditto, mener han.
- Vi er nødt til at se på, hvor Danmark er som nation lige nu. Det er vigtigt, at vi som land har maritime kompetencer og kan noget på vandet i den nye, ikke-globaliserede verden, hvor der er trusler fra krige og klima og meget andet. Der er det vigtigt, at vi som nation kan bygge og sejle skibe, der kan forsvare vores land og forsyningskæder, siger han.
Han nævner samtidig behovet for at opretholde den maritime sikkerhed ved at have et forsvar, en førsteklasses lodsservice, overvågning af danske farvande og ved at kunne miljøbekæmpe ved eksempelvis olieudslip.
Samtidig skal Danmark også kunne opretholde vores maritime infrastruktur, færgedrift og løse opgaver i Arktis, foruden alle de opgaver, der kommer med den grønne omstilling - altså en hel pallette af opgaver forankret i det maritime.
- Når man som ung står med fem års uddannelse i bagagen, så skal hele verden ligge åben. Ikke kun en håndfuld rederier, siger han Fritz Ganzhorn, rådgiver, Danish Maritime Pilots
- Vi har brug for noget andet end DIS-ordningen, fordi den hverken vedligeholder eller plejer de maritime kompetencer i Danmark. Ordningen evner ikke at ansætte dansk og udvikle danske kompetencer i fornødent omfang, siger han.
- Det kan vi jo se. Der er ikke mange danske søfolk tilbage, siger han.
Problemet er, opsummerer han, at ordningen er for snæver. Den giver reelt kun mulighed for ansættelse i en håndfuld rederier herhjemme, og det lokker ingen nye, søfarende til, siger han.
- Når man som ung står med fem års uddannelse i bagagen, så skal hele verden ligge åben. Ikke kun en håndfuld rederier, siger han.
Det kommer også rederierne til gavn, hvis ordningen åbnede for, at søfarende kunne være på nettoløns ordning, uanset hvilket rederi, de fik ansættelse i, mener han.
Kræv noget af rederierne
Men det kan godt blive nogle hårde sværdslag at afskaffe ordningen, siger Fritz Ganzhorn.
- Problemet er, at rederne alle repræsenterer den gamle verden. Vi sejler container og fossile brændstoffer på stort set alt dansk flag. Så rederne gerne vil have, at tingene bliver ved med at være, som de plejer. Men vi får ikke hjulpet fremtidens kompetencer og arbejdskraft ved at holde fast i noget, der er etableret i 1988 og siden overhalet af historien og de nye vigtige udfordringer vi står med i 2024, siger han.
Han opfordrer politikerne til at turde bide skeer med rederierne.
- Man må binde reglerne ind i nogle krav til rederierne. Man er fra politisk side alt for tilbøjelig til at ordne alt med hensigtserklæringer fra erhvervet, men det bliver ikke til noget.
- Man må binde reglerne ind i nogle krav til rederierne. Man er fra politisk side alt for tilbøjelig til at ordne alt med hensigtserklæringer fra erhvervet, men det bliver ikke til noget. Fritz Ganzhorn, rådgiver, Danish Maritime Pilots
- Rederierne siger alle de rigtige ting og har noble målsætninger, men i virkeligheden skal de turde give slip på de søfarende, så de kan arbejde for alle og få de attraktive jobs, fordi rederierne også kan nyde godt af de kompetencer, Danmark opnår ved det, siger han.
- Så. Afskaf DIS og find på noget nyere, mere fremadskuende og bedre, slutter han.