23948sdkhjf

Partnere vil etablere mellemlager for CO2 i Malmøs Nordhavn

Fem store aktører tager skridtet videre mod udvikling af en CO2-hub i Malmø som led i det svenske regionalprojekt, Carbon Network South Sweden, CNetSS

CMP, E.ON, Nordion Energi, Sysav og Uniper vil samarbejde om udvikling af en CO2-hub i Malmø. 

Det oplyser Copenhagen Malmö Port, CMP, i en pressemeddelelse.

Sammen vil de fem store energi- og infrastrukturvirksomheder afdække betingelser og muligheder for et mellemdepot i Malmøs Nordhavn som led i det regionale projekt, Carbon Network South Sweden, CNetSS. 

Målet er at udvikle en infrastruktur i Malmø til mellemlagring af CO2, som er skridtet inden egentlig transport til slutbrugere eller permanent opbevaring. 

Mellemlageret skal stå klar i 2028, to år inden anlægget til omdannelse af CO2 fra gas- til væskeform efter planen skal være etableret.

Nye forretningsmuligheder

- Havnen i Malmø spiller en vigtig rolle for etableringen af den fremtidige kuldioxidinfrastruktur. Rammerne for samarbejdsaftalen sigter på at have et mellemlager på plads, hvilket skaber nye forretningsmuligheder i havnen fremover. Sammen med kunder og partnere går vi fra ord til handling og iværksætter konkrete tiltag for at bidrage langsigtet til den grønne omstilling, siger Barbara Scheel Agersnap, adm. direktør i Copenhagen Malmö Port.

De fem aktører vil sammen finde storskalafordele med henblik på at sænke omkostninger og realisere opførelsen af infrastrukturen. 

Samarbejdet i Malmøs Nordhavn

  • Areal og placering til mellemlagring i Nordhavnen
  • Rørtransport fra produktionsanlæg
  • Modtagelsesfaciliteter til flydende kuldioxid via jernbane, lastbil eller skib
  • Anlæg til omdannelse af CO2 fra gas- til væskeform
  • Lastning til transport via skib til slutopbevaring
  • Forretningsmodel for samarbejdspartnere og kommende kunder

Copenhagen Malmö Port

Yderligere dialog med lokale aktører og interessenter vil blive gennemført for at sikre en bæredygtig udvikling af projektet, skriver CMP. 

Carbon Network South Sweden, CNetSS

  • Det langsigtede mål er at øge potentialet for reduktion af udledninger og negative udledninger. 
  • I fase 1 og 2 deltog Sysav, CMP (Copenhagen Malmö Port), E.ON, Växjö Energi, Öresundskraft, Nordion Energi, Kraftringen, Höganäs, Kemira og Stora Enso. 
  • Malmø Havn blev udpeget som lokation for et mellemlager af kuldioxid.
  • Projektet har fastlagt størrelsen og tidsplanen for de mængder kuldioxid, der skal indfanges, de bedste transportmetoder til mellemlageret, samt lagerets størrelse og fysiske krav til opbevaring. 
  • Projektet er gennemført med støtte fra Industriklivet.
  • Ansøgning forud for fase 3 er iværksat og koordineres af Nordion Energi. 
  • Målet er at fastslå forretningsmodel, teknik, omkostninger og  juridiske aspekter, inden udbuddet af en systemløsning.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078