23948sdkhjf

EU-parlamentet vil forpligte rederier efter containertab

EU arbejder på strengere krav til rederier 

Juledagenes containertab ved vestkysten udgør som bekendt kun en forsvindende lille del af det antal containere, som hvert år tabes i havene. 

Tusindvis af containere falder over bord hver dag. 

Nu melder EU sig på banen med et initiativ, der handler om i højere grad at forpligte rederierne til at følge specifikke retningslinjer, når der tabes containere. 

En af dem, der lige nu arbejder på at få disse retningslinjer indført, er det danske medlem af Europa-Parlamentet Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne.

Han er med i front i forhandlinger, der kan ende ud i strengere krav til rederierne.

- Det er op imod 3000 containere, der tabes hver år, og nogle er jo i europæisk farvand. Jeg håber, at vi kan gøre det obligatorisk at indrapportere, når det sker, siger Bergur Løkke Rasmussen til Nordjyske.

Oplysningspligt

Derudover ser han gerne, at rederierne skal fortælle, hvad der var i de tabte containere.

- Der kan jo være alt muligt i containerne. Hvis skibene så skal fortælle præcist, hvor de har tabt dem, og hvad der var deri, så kan det håndteres hurtigt og bedst muligt. Og jeg har det grundlæggende princip, at det er forureneren, der betaler, siger Bergur Løkke Rasmussen.

Her rammer han hovedet på sømmet, for tabt gods regnes ikke som forurening i dag. Og derfor stilles der ikke så store krav til rederierne, som hvis der eksempelvis havde været tale om oliespild.

- Tabte skibscontainere er at betragte som forurening som eksempelvis olieforurening. Én ting er, når tabt gods skyller ind på strandene som i Nordjylland. Men det sker jo ofte på åbent hav. Der er det ikke så synligt, men det kan stadig være skadeligt for havmiljøet, siger Bergur Løkke Rasmussen.

Så han taler varmt for pligten til at indberette tabte containere. Og i øvrigt ser han også gerne, at der stilles strengere krav til uddannelse af de folk, der arbejder på containerskibene, så de bliver bedre til at forhindre - eller i hvert fald mindske risikoen for - at containere ryger overbord.

I øvrigt er EU-politikernes arbejde med et nyt direktiv ikke affødt af de tilsvinede strande i Nordjylland. Arbejdet har været i gang et stykke tid og går helt overordnet på forurening til havs. Hvis der bliver enighed om at stille de nye, skærpede krav til rederierne, kan de blive indført inden for et par måneder.

Bergur Løkke Rasmussen har et ønske om, at der gøres status hvert år over antallet af tabte containere, årsagerne til, at de faldt i vandet, og hvad der er blevet gjort. Så kan det være, at der skal tales om endnu strengere krav i fremtiden. Her og nu er fokus på, at få tabte containere anset som forurening.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092