23948sdkhjf

Magtfuld kvinde lægger navn til specielt Mærsk-skib

A.P. Møller-Mærsk navngiver kommende 16.000-teu metanolskib efter en markant kvinde i familien

Det første af Mærsk-rederiets helt store containerskibe, som er forberedt til metanol-drift, er blevet navngivet ved en ceremoni på Hyundai Heavy Industries-skibsværftet i Ulsan, Sydkorea.

Navnet bliver 'Ane Mærsk'. 

Skibet bliver dermed opkaldt efter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formanden for A.P. Møller Fonden og A.P. Møller Holding. 

Ane Ugglas ældste barnebarn fungerede som gudmor og sørgede for, at den obligatoriske champagneflaske blev knust mod skroget. 

'Ane Mærsk' er det første af Mærsks 18 store metanol-klargjorte containerskibe, der bliver leveret mellem 2024 og 2025. 

I begyndelsen af ​​februar bliver skibet indsat på AE7-ruten, der forbinder Asien og Europa. 

- Denne serie vil få en altafgørende betydning i arbejdet på at føre vores klimaambitioner ud i livet. Med 'Ane Mærsk' og dets søsterskibe vil vi kunne give vores kunder helt nye muligheder for at nedbringe klimabelastningen fra deres forsyningskæder, udtalte  Vincent Clerc, administrerende direktør for A.P. Møller-Mærsk under højtideligheden. 

'Ane Mærsk' har dual fuel-maskineri og kan dermed sejle på både traditionel bunker og metanol, og stævner ud på sin jomfrurejse på metanol, mens rederiet arbejder på at finde leverandører, der kan sikre en løbende leverance af grønne brændstoffer. 

Læs mere om Mærsks planer for at skaffe metanol til sine skibe her.

Det nye skib er, som nævnt, udstyret med dual-fuel-motor, der muliggør drift på metanol samt biodiesel eller konventionelt bunkerbrændstof. Til dual fuel-motoren kræves det, at der udover metanolen benyttes en mindre andel pilot fuel, for at sikre god nok forbrænding. Motorteknologien muliggør dog også, at skibet vil kunne sejle på almindeligt bunkerbrændsel.

Mærsk definerer i øvrigt begrebet 'grønne brændstoffer' som brændstoffer med lave eller meget lave drivhusgasemissioner set over deres fulde livscyklus sammenlignet med fossile brændstoffer. 

Forskellige grønne brændstoffer opnår forskellige livscyklusreduktioner afhængigt af deres produktionsmetode, og når A.P. Møller-Mærsk taler om 'lave drivhusgasemissioner' defineres det som brændstoffer med en livscyklusreduktion af drivhusgasser på  65-80 pct. sammenlignet med fossile brændstoffer. Dette dækker f.eks. nogle former for biodiesel. 

Termen 'meget lav' henviser til brændstoffer med 80-95 pct. livscyklusreduktion af drivhusgasser sammenlignet med fossile brændstoffer. 

Mærsk-rederiets første metanol-klargjorte containerskib blev navngivet og sat i drift i efteråret 2023. Her blev navnet som bekendt 'Laura Mærsk'. 

Mærsks nybyggede metanolskib er ankommet til København

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11