Havnedirektør fyret - bestyrelse vil have en helt ny direktion
Bestyrelsen for Frederikshavn Havn har besluttet, at fyre direktionen.
Det skriver havnebestyrelsen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen skriver, at den har indstillet til byrådet, som skal godkende indstillingen, at fyringen effektueres, hurtigst muligt.
En enig bestyrelse peger på, at der er behov for en ny ledelse, der kan styre havnens økonomi på plads, og sammen med bestyrelsen føre havnen videre og sikre driften og den fremtidige udvikling.
- Frederikshavn Havn er i en økonomisk meget vanskelig situation, men som bestyrelse ser vi muligheder for fremtiden for denne store og driftige havn til gavn for nuværende og fremtidige kunder og virksomheder på havnen og i nærområdet, siger bestyrelsesformand Karsten Dybvad i pressemeddelelsen.
Direktør i Frederikshavn Havn er Mikkel Seedorff Sørensen, der har været det siden april 2012 - inden var han vicedirektør. Desuden består direktionen af vice- og driftsdirektør Kim Nielsen.
Tilbage i september trak fire bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Havn sig i løbet af bare ét døgn. Formand Bo Uggerhøj, næstformand Lars Karlsson samt bestyrelsesmedlemmerne Lotte Rosenberg og Leif Pedersen trak sig.
Karsten Dybvad blev valgt som ny formand for bestyrelsen. Han er tidligere departementschef i Statsministeriet, administrerende direktør i Dansk Industri og bestyrelsesformand for Danske Bank.
Frederikshavn Havns bestyrelse
- Karsten Dybvad (formand)
- Poul Knudsgaard (næstformand)
- Pia Ankerstjerne
- Thomas Lindschouw
- June Menne (byrådsmedlem)
- John Lamp Henriksen (byrådsmedlem)
- Flemming Berg Christensen (medarbejderrepræsentant)