23948sdkhjf

Brandvarmt marked giver Orskov kanonregnskab

Resultatet har overgået virksomhedens egne forventninger til året med flere længder

Et meget tilfredsstillende resultat.

Det er den kortfattede konklusion fra Orskov Yards ledelse, der kan præsente regnskab for det forskudte regnskabsår 2022/23.

Her er omsætningen steget fra 699 millioner kroner til 781 millioner siden sidste regnskabsperiode. En stigning på knap 12 procent. 

Samtidig er bundlinjen steget fra 52 millioner kroner i 2021/22 til nu 71 millioner kroner. Det svarer til en stigning på knap 37 procent. 

Både omsætning og bundlinje er de højeste i de seneste seks år, fremgår det af CVR-registreret. Og det handler om, at markedet er særligt varmt lige nu, forklarer direktør Lars Fischer.

- Markedet for skibsreparation, vedligehold og ombygning af skibe har været særdeles gunstigt i det forgangne år, hvor vi har haft en god og stabil ordreindgang med høj udnyttelse af vores dokke, værksteder og mandskabsresurser, udtaler administrerende direktør Lars Fischer i en pressemeddelelse. 

Desuden er et grønt segment begyndt at fylde mere i ordrebogen, forklarer direktøren.

- I forlængelse af de traditionelle opgaver for vedligehold og ombygning af skibe har værftet oplevet en stigende efterspørgsel på CO2 reducerende og energieffektive retrofitløsninger, hvilket har bidraget positivt til værftets aktivitetsniveau. Denne udvikling forventes at fortsætte i de kommende år, hvor retrofit af tilgængelige tekniske løsninger vil være et alternativ til at bygge nye skibe, siger han.

Bedre end ventet

Og regnskabet må siges at slå alle forventninger i det frederikshavn-baserede værft.

Sidste år skrev værftet, at man for regnskabsperioden 2022/2023 forventede lavere aktiviteter og et regnskab, der ville afspejle det.

"Selskabet forventer et lidt lavere aktivitetsniveau for det kommende år, med en omsætning på 600- 650 mio. kr. og et resultat efter skat på 20-25 mio. kr.," fremgik det regnskabsmeddelelsen sendt ud i januar 2023.

Men dette må siges at være gjort til skamme efter, at værftet netop har præsenteret en omsætning på 781 millioner kroner og et resultat efter skat på 71 millioner kroner.

Flere hænder også under uddannelse

Travlheden i butikken har også betydet, at Orskov Yard har været ude med ansættelseskontrakter i året.

Orskov Yard har nu 225 ansatte, og virksomheden vurderer selv, at de har omkring 500 personer er beskæftiget hos underleverandører som arbejder på værftet. 

- Desuden har vi opjusteret vores lærlingeoptag, således er vi nu godkendt til at have 30 lærlinge, udtaler direktør Christina Ørskov. Pt. har vi 26 smede- og skibsmontør-lærlinge og søger 2 industritekniker-lærlinge, siger hun. 

Miseren med Dok 5

Værftet gør i regnskabsmeddelelsen også status over miseren med Dok 5, der blev påsejlet 20. oktober sidste år.

Det 322 meter lange skib "Zafira Producer" lå til ophug hos M.A.R.S i Frederikshavn, men rev sig løs og ramte Orskov Yards flydedok, Dok5.

Nu er skaderne gjort op.

- Påsejlingen medførte betydelige skader på Dok 5, hvorfor det forventes at Dok 5 vil være ude af drift til slutningen af april 2024, lyder det fra værftet i en pressemeddelelse.

Nu er alt det formelle på plads, og det ser ud til, at reparationerne ikke kommer får økonomisk betydning for Orskov Yard.

- Værftet er forsikret mht. reparationsomkostninger og driftstab, hvorfor skaden ikke forventes at få væsentlig indflydelse på resultatet for det igangværende regnskabsår 2023/24, står der yderligere i meldingen fra værftet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109