Norges storting giver grønt lys til minedrift på dybhavsbunden
Et flertal i Stortinget i Norge har tirsdag eftermiddag givet grønt lys til at søge efter og udvinde eftertragtede mineraler på dybhavsbunden.
Minedriften skal finde sted i det arktiske hav mellem Norge og Grønland.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Ifølge den norske regering stiger efterspørgslen på mineraler, som kan findes på havbunden i norsk farvand.
Samtidig mener regeringen, at det er vigtigt, at Norge i højere grad bliver selvforsynende i en tid med store internationale spændinger.
Kritikere peger til gengæld på, at minedrift på dybhavsbunden kan få katastrofale følger for dyre- og plantelivet.
Arbeiderpartiet og Senterpartiet, som udgør den norske regering, blev i december enige med Fremskridtspartiet og Høyre om, at Norge skal udvinde mineraler fra havbunden.
Herefter skulle forslaget til afstemning i Stortinget.
Sosialistisk Venstreparti, Rødt, Venstre, Miljøpartiet De Grønne og Kristelig Folkepartii stemte imod forslaget.
Partierne skriver i en kommentar til lovforslaget, at den norske stat mangler viden om de miljømæssige forhold i 99 procent af de havområder, som er aktuelle for minedriften, skriver NTB.
Greenpeace Danmark oplyser til Ritzau, at en lang række miljøorganisationer - herunder Greenpeace - demonstrerer mod minedriften uden for Stortinget i Oslo tirsdag eftermiddag.
- Det er frygteligt at se, at den norske stat sætter havets fantastiske økosystem på spil. Området er et af de sidste sikre steder for arktisk marineliv, siger Amanda Louise Helle, der er én af Greenpeace' aktivister.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe denne ødelæggende industri, før den begynder, siger hun i en skriftlig kommentar.
Den norske regering luftede første gang idéen om den maritime minedrift i juni sidste år. Dengang fremgik det, at regeringen ville udvinde mineraler fra Grønlandshavet, Norskehavet og Barentshavet.
Den nye minedrift på dybhavsbunden mellem Norge og Grønland omfatter forskellige mineraler, men ikke olie eller gas.
/ritzau/