Maersk Tankers på opkøb: Øger flåden til 240 skibe
Maersk Tankers, som er ejet af A.P. Møller Holding, der også ejer en stor luns af shippingrederiet Mærsk, har været på opkøb i USA.
Rederiet har erhvervet sig tankoperatøren Penfield Marine som led i en ambition om at skabe et af verdens førende råolie- og produkttankrederier. Det oplyser Maersk Tankers i en pressemeddelelse.
Det kombinerede selskab vil bygge sit servicetilbud stærkt på det økosystem af dekarboniserings-tjenester, som Maersk Tankers har opbygget i løbet af de seneste år Tina Revsbech, adm. direktør for Maersk Tankers om opkøbet af Penfield Marine
Transaktionen blev afsluttet den 2. januar 2024, og hverken pris eller vilkår for transaktionen vil blive offentliggjort.
Et af verdens største
Det "nye" Maersk Tankers vil administrere en samlet flåde på 240 råolie- og produkttankskibe i pools.
Tina Revsbech, adm. direktør for Maersk Tankers, kalder i en skriftlig kommentar til Søfart om opkøbet Penfield Marine for "et perfekt match" for det danske tankrederi:
- Det kombinerede selskab vil bygge sit servicetilbud stærkt på det økosystem af dekarboniserings-tjenester, som Maersk Tankers har opbygget i løbet af de seneste år.
- Dette omfatter for eksempel brændstofoptimeringstjenester, rådgivning om klimaregulering og de tjenester, som vi tilbyder gennem vores grønne teknologivirksomhed Njord - en virksomhed, der arbejder med ejere og befragtere på tværs af alle skibsfartssektorer for at forbedre skibets ydeevne gennem energibesparende teknologi. Vi er meget glade for, at vi nu kan udvide disse tjenester til flere kunder og partnere, siger Tina Revsbech.
Overtager tre tankskibspools
Penfield Marine, er et såkaldt boutique-handelsselskab med 43 medarbejdere. Selskabet blev grundlagt i 2012 af Tim Brennan og Eric Haughn og driver tankskibe rundt om i verden fordelt på tankskibspools bestående af en Panamax/LR1-pool, en Aframax/LR2-pool og en Suezmax-pool.
Fra hovedkontoret i Connecticut og kontorer i London og Singapore leverer Penfield Marine shippingtjenester til et bredt udvalg af kunder, herunder charterkunder i form af store olieselskaber og oliehandlere, pool-medlemmer og shippinginvestorer.
Maersk Tankers har siden 2017 været ejet 100 pct. af A. P. Møller Holding og driver selv seks store tankpools med 160 produkttankskibe for 35 pool-partnere - som med opkøbet vokser til 240 skibe.
Ud af den samlede flåde er 45 tankskibe ejet af datterselskabet Maersk Product Tankers, som igen ejes af A. P. Møller Holding (70 pct.) og japanske Mitsui (30 pct.).
Maersk Tankers beskæftiger ca. 300 medarbejdere og har hovedkontor i København.