23948sdkhjf

Mærsk sender samtlige skibe væk fra risikofyldt farvand

Alle efterretninger peger på en betydeligt forhøjet sikkerhedsrisiko i Det Røde Hav, oplyser Mærsk

I den nærmeste fremtid vil den danske rederigigant Mærsk sende samtlige af sine skibe, der skulle have passeret Det Røde Hav, syd om Afrika.

Det sker, efter at et Mærsk-skib blev angrebet i farvandet inden nytår. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse fredag.

Tirsdag var meldingen, at man satte al sejlads i området på pause på ubestemt tid på grund af en forhøjet sikkerhedsrisiko.

På det tidspunkt var det dog kun en del af flåden, som skulle på en længere rejse.

- Situationen udvikler sig konstant og er fortsat meget ustabil, og alle tilgængelige efterretninger bekræfter, at sikkerhedsrisikoen fortsat er på et betydeligt forhøjet niveau, skriver selskabet i meddelelsen.

Det var skibet "Maersk Hangzhou", som blev angrebet i Det Røde Hav den 30. december.

Det var angiveligt Houthi-bevægelsen i Yemen, der stod bag missilangrebet. Medlemmer af bevægelsen skal efterfølgende også have forsøgt at borde det.

Det fik i første omgang Mærsk til at indstille sejladsen i området midlertidigt i 48 timer, men den melding blev ændret til at være på ubestemt tid efter nytår.

I fredagens udmelding udviser det danske selskab forståelse for, at denne beslutning potentielt kan få konsekvenser for nogle kunder.

- Men du kan være sikker på, at alle beslutninger er blevet nøje overvejet og i sidste ende prioriterer sikkerheden for vores skibe, søfarende og din last, lyder det.

Mærsk håber på, at der vil blive fundet en holdbar løsning på de nuværende udfordringer i Det Røde Hav inden for en overskuelig fremtid.

Dog opfordres kunderne til at forberede sig på, at komplikationerne i området kommer til at fortsætte, og at der vil være betydelige forstyrrelser.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08