23948sdkhjf

Unfair konkurrence - brancheorganisation kalder på hjælp fra staten i 2024

Der er brug for hjælp fra staten, hvis danske maritime virksomheders konkurrencedygtighed skal styrkes, lyder det fra brancheorganisation

Forskning, udvikling og innovation.

Det er den gyldne treenighed, som skal styrkes i 2024, hvis det står til Danske Maritime.

Sådan lyder det fra direktør Jenny Braat, der sammen med Søfart skuer ind i 2024 for at tage temperaturen på det nye års vigtigste dagsordener.

- Vi har et kæmpe vækstpotentiale i klimadagsordenen. Der er meget snak om nybyg, men det er ikke nok, hvis vi skal i mål. Der skal vi også tale energieffektivitet på eksisterende materiel. Vi har meget spændende teknologi herhjemme, og hvis vi forstår at gribe markedet rigtigt an, er der et kæmpe potentiale for vores industri, siger Jenny Braat til Søfart.

Det nye forskningsskib ’Dana’, er et godt eksempel på, hvordan teknologi bliver trukket ind i undervisningen af eleverne. Man forstår teknologiens betydning på en helt anden måde nu. Jenny Braat, CEO, Danske Maritime

Men kompetencerne til forskning, udvikling og innovation skal være der.

- Det er grundstenen. Ellers kan meget andet være lige meget, siger hun og fortsætter:

- Det nye forskningsskib ’Dana’, er et godt eksempel på, hvordan teknologi bliver trukket ind i undervisningen af eleverne. Man forstår teknologiens betydning på en helt anden måde nu, siger Jenny Braat.

Et varmt marked

Markedet er varmt lige nu, fortæller hun. Verden skriger på maritim teknologi som aldrig før, godt hjulpet på vej af den geopolitiske situation og det nyfundne fokus på forsvarsteknologi. Og det momentum skal den danske industri gribe.

- Undersøgelser peger på, at vi inden for de næste år kan se en fordobling af markedet inden for maritim teknologi. Danmark er den syvende største leverandør i verden på det punkt, men vi har mulighed for at blive endnu stærkere, siger hun.

Men det kræver, at der er hænder og hoveder til at løfte opgaven.

Her peger Jenny Braat på, at arbejdet i det i regeringsgrundlaget annoncerede vækstteam for Det Blå Danmark , vil kunne accelerere skabelsen af jobs i hele landet.

- Vi håber, at det kommende vækstteam kan sikre os de kompetencer, vi skal bruge. Vi skal fastholde dem, der allerede er i jobs, men for at optimere produktionen, skal vi også tiltrække og uddanne endnu flere. Lige nu er der ikke arbejdskraft nok i Danmark, så vi må kigge til udlandet, for at sikre tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere, siger hun.

Hun understreger, at der er kommet et øget, politisk fokus på den maritime industri, især inden for de seneste par år.

- Vi har et godt samarbejde med Christiansborg og strækker os ud over næsten alle de politiske udvalg. Man har fået øjnene op for vores industri, og det sætter vi pris på. Nu kræver det en sidste indsats for at flytte os resten af vejen, for at sikre Danmark en endnu større markedsandel og få vores produkter endnu længere ud i verden, siger hun.

- Vi har ikke stået i en geopolitisk situation som den her i mange år. De maritime teknologier er efterspurgte, og derfor ser mange mod Danmark, fordi vi er stærke på den front. Det kendetegner vores industri at gå forrest med nye grønne løsninger til verdensmarkedet, og derfor skal rammerne også være i orden for vores virksomheder, siger Jenny Braat til Søfart.

Statens hjælpende hånd

Og der er brug for hjælp fra staten, hvis den danske konkurrencedygtighed skal styrkes, siger Jenny Braat. Både når man taler om den nye teknologi ombord på skibe, men også styrkelsen af selve produktionsapparatet.

- Vi taler ikke om direkte statsstøtte, men vi har brug for at blive beskyttet mod unfair konkurrence i resten af verden og Europa. Vi har masser af dygtige eksportvirksomheder, der har behov for de rette betingelser for at kunne gøre sig gældende ude i verden, siger hun.

- Flypriserne er bl.a. steget voldsomt efter corona, og det er i det hele taget blevet dyrt at sende medarbejdere ud i verden . Det er vigtigt, at danske eksporterhverv som det maritime får bedre vilkår, siger hun.

Staten kan også spille en aktiv rolle ved at lade udviklingen foregå på de nye skibe, som Forsvaret har bestilt for 40 milliarder kroner.

- Partnerskabet omkring det nye materiel til forsvaret rummer et kæmpe potentiale. Man kan bruge statens skibe som ramme for nybyg eller retofit, så her er der rig mulighed for at få ny teknologi og nye kompetencer i spil, siger hun.

En ny virkelighed

Og det er en helt særlig tid, vi befinder os i nu, hvis man har de maritime briller på.

- Verden har ændret sig efter corona. Vi ser markederne i USA og Asien i højere grad varetage deres egne industrielle interesser, og så er der krigen i Mellemøsten og Ukraine. Alt sammen noget, der har ændret markedet, siger hun.

Derfor har politikerne også et ansvar for at holde hånden under de danske virksomheder i en ny virkelighed, siger hun.

- Vi har virksomheder, der er afhængige af leverancer fra hele verden, og dem skal vi sikre en ordentlig forsyningssituation. Den strategi skal være sikret, også fra et politisk og nationalt plan, siger hun.

Hun fortsætter:

- Den maritime industri er en spændende og ikke mindst alsidig industri. Det er helt unikt at have et dansk, funderet erhverv med så massiv global tilstedeværelse. Vi har 30.000 medarbejdere ansat af danske maritime selskaber ude i verden, det siger noget om, hvordan vi som nation sætter et globalt aftryk, slutter Jenny Braat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08