23948sdkhjf

Global uro sender Mærsk-aktien til tops

Takket være store kursstigninger på Mærsk-aktierne sluttede C25-indekset endnu engang i plus

Det holdt hårdt, men da den københavnske fondsbørs lukkede klokken 17 tirsdag, lå det danske eliteindeks C25 endnu engang højere end ved dagens begyndelse.

Det er 12. gang i træk, at det sker, og det er ikke set tidligere i C25-indeksets seks-årige historie.

Det skyldtes dog ikke mindst A. P. Møller-Mærsk-aktierne, der steg henholdsvis 6,2 og 6,4 procent i løbet af dagen.

Stigningen skyldes uroen i Det Røde Hav, hvor flere containerskibe - herunder Mærsks eget Maersk Hangzhou - er blevet angrebet af houthi-militsen fra Yemen.

Det har blandt andet fået Mærsk til at forholde sig afventende i forhold til, om rederiets skibe på ruterne mellem Europa og Asien i den kommende tid skal dirigeres syd om Afrikas kyst i stedet for at sejle igennem Suez-kanalen.

Hvis Mærsk og de andre rederier beslutter sig for at droppe Det Røde Hav, vil det gøre indhug i den globale fragtkapacitet.

Det har allerede nu lagt et opadgående pres på fragtraterne, og det har fået aktionærerne til at prissætte Mærsk-aktierne højere.

Mens Mærsk-aktierne havde medvind tirsdag, var der andre aktier, der havde det svært.

Medicinalvirksomheden Zealand Pharma faldt med 4,7 procent, og Vestas-aktionærerne måtte indkassere et kurstab på 2,2 procent på trods af udsigten til ny ordrerekord for vindmølleproducenten i fjerde kvartal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072