Mærsk indstiller sejladser i Det Røde Hav på ubestemt tid
Mærsk udsætter på ubestemt tid alle sejladser gennem Det Røde Hav.
Det skriver det danske rederi i en pressemeddelelse tirsdag.
Det sker, efter at et af rederiets skibe, "Maersk Hangzhou", blev angrebet den 30. december.
Det er angiveligt Houthi-bevægelsen i Yemen, der stod bag missilangrebet. Medlemmer af bevægelsen skal også have forsøgt at borde skibet.
Den 31. december meldte Mærsk ud, at man ville indstille sejlads i området i 48 timer. Den pause forlænges altså nu.
Det skyldes blandt andet hensynet til de ansattes sikkerhed, skriver rederiet i pressemeddelelsen.
- Denne beslutning er blevet taget for at sikre vores søfarendes sikkerhed såvel som lasten på vores skibe, hvilket er vores højeste prioritet.
- En undersøgelse af hændelsen er i gang, og vi vil fortsat standse al godsbevægelse gennem området, mens vi vurderer situationen, der konstant udvikler sig, skriver Mærsk.
For nogle skibes vedkommende vil deres rute blive omlagt, så de i stedet sejler syd om Afrika, oplyser rederiet videre.
En af Mærsks konkurrenter har også meddelt tirsdag, at man forlænger pausen i sejladserne gennem Det Røde Hav.
Det drejer sig om transportfirmaet Hapag-Lloyd. Firmaets skibe vil tidligst den 9. januar genoptage ruten gennem Det Røde Hav og Suez-kanalen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet på "Maersk Hangzhou" er ét blandt flere i den seneste tid i området. Tidligere i december måned blev et andet af rederiets skibe, "Maersk Gibraltar", også angrebet med et missil.
Andre rederiers skibe har også været udsat for angreb.
Efter en pause i sejladser gennem Det Røde Hav valgte Mærsk i slutningen af december at genoptage transporten gennem farvandet.
Det skete, efter at USA havde taget initiativ til Operation Prosperity Guardian (OPG.). Operationen skal sikre retten til fri sejlads i området.
Danmarks regering har siden meldt ud, at man vil indsætte en dansk fregat i Det Røde Hav som led i operationen.
Houthi-bevægelsen har taget ansvar for flere af angrebene på fragtskibe. Bevægelsen støtter Hamas i kampen mod Israel. Houthierne hævder derfor at ville angribe alle skibe med forbindelse til israelske interesser.